Vores opgaver

Fysio- og Ergoterapien har ca. 24 fysioterapeuter, 8 ergoterapeuter; herunder tre kliniske undervisere og en leder. Til afdelingen er der også tilknyttet en udviklingsterapeut, tre serviceassistenter samt en sekretær, der varetager en del af det administrative arbejde for fysio- og ergoterapeuterne.

Fysio- og ergoterapeuterne er inddelt i tre specialer:

  • Ortopædkirurgisk
  • Medicinsk
  • Blandede specialer (intensiv, mave-tarm-kirurgi, børn, kvindesygdomme og lymfødem)

Fysio- og ergoterapeuterne behandler indlagte ortopædkirurgiske, kirurgiske og medicinske patienter. På sengeafsnittene er fysio- og ergoterapeuternes primære opgave at vurdere, hvad patienten kan, og igangsætte de tiltag, der gør, at patienten kan komme hjem.

Tiltagene kan være, at fysio- og ergoterapeuterne skal finde ud af, hvad patienten kunne fysisk og psykisk inden sygdommen/skaden, samt hvad vedkommende kan nu. Derudover skal fysio- og ergoterapeuterne vurdere, om patientens bolig er velegnet til de behov, vedkommende har nu og måske i fremtiden, og om der derfor er behov for særlige hjælpemidler. Nogle gange skal terapeuterne også hjælpe med kommunikationen mellem eks. hospitalet, kommunen og den praktiserende læge.

Fysio- og ergoterapeuterne har også opgaven med at informere og instruere i relevante øvelser og restriktioner, der passer til patienten, samt at sikre, at patienterne får gang i kroppen så hurtigt som muligt og deltager så aktivt som muligt i det at være fysisk aktiv.

Fysio- og ergoterapeuterne deltager også i behandlingen af de patienter, der ikke er indlagt. Her står fysio- og ergoterapeuterne typisk for træning i forhold til sygdomme og skader på hånd, albue, skulder, hofte, knæ og ankel.

Din praktik

Du vil i din praktik komme til at observere ergoterapeuter og fysioterapeuter i forskellige patientsammenhænge, og du kan forvente at besøge mange afsnit, da vi hjælper patienter på stort set hele hospitalet. 

Du kan forvente at følge fysioterapeuter i to af dagene og en ergoterapeut i en af dagene hos os.

Vores hverdag er forskellig og ofte uforudsigelig, og derfor kan arbejdsopgaverne ændre sig fra dag til dag.

Læs om uddannelsen

Hvis du er interesseret i at læse om uddannelsen til ergo- og fysioterapeut, kan du starte på vores sider på hospitalets hjemmeside:

Uddannelse til ergoterapeut

Uddannelse til fysioterapeut

Mødetider og arbejdstøj

Mødetider

Mødetiden i Fysio- og Ergoterapien er kl. 7.45-14.15. Arbejdstiden er vejledende, så I aftaler de præcise mødetidspunkter, når du kommer i afsnittet.

Arbejdstøj

Du skal møde i en hvid uniform. Den får du udleveret på hospitalet. 

Mad og drikke

Der er forskellige varme drikke og koldt vand, som du frit kan tage, når du er ude i afdelingen.

Medbring gerne en madpakke eller køb mad i kantinen til frokost. Her kan du købe mad fra buffeten eller en færdiglavet sandwich. Regn med en pris på 20-35 kroner for en frokost.

Første dag giver hospitalet frokost i Kantinen, så den dag behøver du ikke at tænke på frokost.

Se åbningstider og betalingsmetoder på siden om Kantinen

Se info om hospitalskiosken

Syg eller forsinket

Kontakt Fysio- og Ergoterapien, hvis du bliver syg eller forsinket. 

Ring på tlf. 78 42 19 86 mellem kl. 7.30 og 7.45. Når du er rask eller forventer at være rask til næste dag, skal du ringe på samme nummer inden kl. 12.