Vores opgaver

Patientkøkkenet er en afdeling, der er delt op i 3 enheder: 

  • Ernæringsklinikken
  • Patientkøkkenet
  • Kantinen.

Selv om vi er opdelt i 3 enheder, har vi meget samarbejde på tværs.

Ernæringsklinikken

I Ernæringsklinikken er der 3 kliniske diætister tilknyttet. De ser både patienter i klinikkerne og på sengeafsnittene. Både børn og voksne kan få hjælp af hospitalets diætister.

Patienter i klinikkerne kommer pga. diabetes, allergier, mavetarm-sygdomme og ernæringsterapi. Der er kun individuelle forløb bortset fra gruppeundervisning for de kvinder, der får graviditetsdiabetes. Derudover underviser diætisterne også hospitalets personale.

På sengeafsnittene består opgaverne for diætisterne primært i udregning af sondeplaner og samtaler om optimering af energiindtag.

Patientkøkkenet og Kantinen

I de 2 enheder er der ansat ca. 48 medarbejdere. De tilbereder mad til patienter, pårørende samt medarbejdere. Når du kommer i vores køkken, vil du møde mange forskellige faggrupper. Vi har både

  • Ernæringsassistenter
  • Kokke
  • Slagtere
  • Bagere
  • Økonomaer
  • Professionsbachelor
  • Kostkonsulent

Vi arbejder rigtig meget med bæredygtighed i alt, hvad vi foretager os. Vi har det økologiske spisemærke i guld og er 100 % økologisk i vores slagter- og bagerafdeling. Maden tilberedes fra bunden af og serveres frisklavet lige op til serveringstidspunktet.

Vi snitter selv alle grønsager, koger og piller æg, koger fond til saucer og supper, laver mayonnaiser. Slagteren udskærer grise og okse og tilbereder alt pålæg, og bageren bager alt brød og kager.

Vi har stor fokus på, at patienterne får deres ernæringsmæssige behov dækket, mens de er indlagt. Maden er nemlig en væsentlig del af behandlingen, når man er syg. Derfor tilbereder vi særlig mad til de patienter, der har brug for det, og vi tager hensyn til individuelle ønsker/behov, som patienterne giver udtryk for.

I Kantinen vil vi gerne sørge for, at medarbejderne får et sundt måltid mad. Vi er optaget af, at vi leverer den bedste mad, der smager dejligt, så patienter og medarbejdere på hospitalet får lyst til at spise.

Læs om uddannelsen

Hvis du er interesseret i at læse om uddannelsen til ernæringsassistent eller læser ernæring og sundhed, kan du starte på vores sider på hospitalets hjemmeside:

Uddannelse til ernæringsassistent

Uddannelse i Ernæring og Sundhed

Mødetider og arbejdstøj

Mødetider

Mødetiden i afdelingen er som udgangspunkt kl. 6.50-14.14. Det kan dog være, at vi aftaler noget andet med dig, når du kommer.

Arbejdstøj

Du skal have uniform på, når du arbejder i afdelingen. Den får du udleveret på hospitalet. Vær opmærksom på at have sko med, der ikke er glatte, men skridsikre. 

Mad og drikke

Der er forskellige varme drikke og koldt vand, som du frit kan tage, når du er ude i afdelingen.

Medbring gerne en madpakke eller køb mad i kantinen til frokost. Her kan du købe mad fra buffeten eller en færdiglavet sandwich. Regn med en pris på 20-35 kroner for en frokost.

Første dag giver hospitalet frokost i Kantinen, så den dag behøver du ikke at tænke på frokost.

Se åbningstider og betalingsmetoder på siden om Kantinen

Se info om hospitalskiosken

Syg eller forsinket

Kontakt os, hvis du bliver syg eller forsinket. 

Ring på tlf. 24 75 52 87.