Om uddannelserne

Praktikophold i afsnittet

Professionsuddannelserne til fysioterapeut og ergoterapeut varer 3,5 år. Under uddannelsen kommer du i praktik. Du kan komme i praktik i Fysio- og Ergoterapien på Regionshospitalet Randers.

Læs mere om uddannelsen til fysioterapeut (via.dk)

Læs mere om uddannelsen til ergoterapeut (via.dk)

I Fysio- og Ergoterapien på Regionshospitalet Randers er der ansat to fysioterapeuter og en ergoterapeut som kliniske undervisere.

Afsnittet er klinisk uddannelsessted for ergoterapeutstuderende på 1., 4. og 5. semester og for fysioterapeutstuderende på 1., 2., 4., 5. og 6. semester.

Mødet med patienter

På Regionshospitalet Randers kan du som studerende møde både indlagte og ambulante patienter.

Typisk vil studerende komme i kontakt med ortopædkirurgiske, kirurgiske og medicinske patienter. Under uddannelsen bevæger man sig fra observerende til selvstændigt udøvende, under vejledning af en klinisk underviser.

Vejledning og evaluering

Der vil i praktikperioden være løbende vejledning og evaluering i forhold til konkrete patientsituationer og i planlægningen af patientarbejdet. Der vil være tid til refleksion og dokumentation imellem de forskellige patientaktiviteter, og det forventes, at du som studerende er medansvarlig for planlægning af dagene.

Særligt om fysioterapeutuddannelsen

Teori

Fysioterapeutuddannelsen er semesterinddelt og består af fag med både teori og praktiske øvelser. Undervisningen foregår i øvelokaler, teorilokaler og gymnastiksale. Du får undervisning i idræt og bevægelse, anatomi og fysiologi samt en række fag som sociologi, sundhedsøkonomi, psykologi og kommunikation.

Praksis

I den praktiske undervisning øver du dig på dine studiekammerater – og omvendt. Det handler om massageteknikker og øvelser i at tage fat på den rigtige måde, når du f.eks. skal behandle et skadet knæ. I din praktiktid undersøger og behandler du rigtige patienter under vejledning.

Projektarbejde

Uddannelsen vægter, at der en stærk sammenhæng mellem teori og praktisk undervisning. Derfor kommer du som studerende blandt andet til at arbejde projektorienteret med konkrete cases og problemstillinger, der findes i samfundet. Det kan f.eks. være rådgivning om gode arbejdsstillinger og skræddersyede træningsprogrammer til medarbejdere i en konkret virksomhed.

Derudover samarbejder mange af vores studerende med den fysioterapeutiske praksis i klinikker, kommuner og hospitaler i forbindelse med større projekter og det afsluttende bachelorprojekt. På den måde kan du allerede som studerende være med til at udvikle ny viden inden for fysioterapi.

Klinisk uddannelse

På fysioterapeutuddannelsen kaldes praktik for klinisk undervisning. Som fysioterapeutstuderende kommer man i praktik på forskellige typer af arbejdspladser i 28 uger i alt i løbet af uddannelsen.

Du kan komme i praktik på f.eks.:

  • Sygehuse
  • Genoptræningscentre
  • Private fysioterapiklinikker
  • Sundhedscentre
  • Specialskoler
  • Specialbørnehaver
  • Psykiatriske behandlingssteder
  • Internationale praktikker på f.eks. genoptræningscentre og fysioterapiklinikker.

Tillidsrepræsentant for fysioterapeuterne og klinisk underviser Lars Engelst Petersen

Tlf. 78 42 19 80

Klinisk underviser i fysioterapi Maria Haugaard Pedersen

Tlf. 78 42 19 80

Maria er pt. på barsel.

Særligt om ergoterapeutuddannelsen

Hvad lærer du?

På ergoterapeutuddannelsen lærer du at udtænke kreative løsninger, som kan hjælpe mennesker med at mestre deres hverdag. Du lærer at håndtere og analysere menneskers behov og at udtænke og vurdere løsningsforslag. Du lærer at kommunikere med mennesker og støtte dem i at håndtere deres livskriser.

Teori og praksis

Ergoterapeutuddannelsen veksler mellem teori på campus og praktikperioder på f.eks. sygehus, genoptræningscentre mm. Du lærer at kombinere teorien med den praktiske erfaring og får trænet din evne til samarbejde og kreativ problemløsning.

Tværfagligt samarbejde

Løbende gennem uddannelsen kommer du til at arbejde tværfagligt med studerende fra fysioterapeutuddannelsen, socialrådgiveruddannelsen og bygningskonstruktøruddannelsen.

Forskellige fagområder

I løbet af uddannelsen opnår du viden, færdigheder og kompetencer inden for følgende fagområder:

  • Sundhedsvidenskabelige fag: ergoterapi, sygdomslære og social- og arbejdsmedicin
  • Naturvidenskabelige fag: anatomi og fysiologi
  • Humanistiske fag: pædagogik og psykologi
  • Samfundsvidenskabelige fag: sociologi, sundhedspolitik, social- og sundhedslovgivning, arbejdsmarkedsforhold og arbejdsmiljølovgivning

Klinisk uddannelse

På ergoterapeutuddannelsen kaldes praktik for klinisk undervisning. Som ergoterapeutstuderende kommer man i praktik på forskellige typer af arbejdspladser i 28 uger i alt i løbet af uddannelsen.

Eksempler på steder du kan komme i praktik:

  • Sygehuse
  • Højtspecialiseret genoptræningpladser
  • Kommunale genoptræningspladser
  • Hjælpemiddelteams og visitation
  • Lokalcentre
  • Aktivitetscentre
  • Psykiatriske behandlingssteder
  • Botilbud i social psykiatrien
  • Internationale praktikker på f.eks. hospitaler, genoptræningscentre og fysioterapiklinikker.

Klinisk underviser i ergoterapi Charlotte Holm Simonsen

Tlf. 78 42 19 80

Kvalitetssikring

De studerendes undren og tilbagemeldinger tages alvorligt og er værdifuld feedback - en temperaturmåling af vores performance som klinisk undervisningssted. Vurderingerne hjælper os dermed til at forbedre tilbuddet og til stadighed at udvikle os.

Transport og parkering

Parkering

Der er betalingsparkering på Regionshospitalet Randers. Som studerende eller elev har du mulighed for at købe en parkeringslicens på fordelagtige vilkår.

Hvis du holder i p-huset, skal du være opmærksom på, at medarbejdere; herunder elever og studerende skal holde særlige steder.

Læs om parkeringslicens til studerende, regler for parkering i p-huset mv. på vores side om medarbejderparkering.

Medarbejderparkering på hospitalet

Offentlig transport

Der er gode busforbindelser til Regionshospitalet Randers. Brug Rejseplanen for at finde den bedst mulige rute med offentlig transport.

Gå til Rejseplanen