Strategi
Hospitalets strategi
I hospitalets strategi er der fokus på, at bæredygtighed skal være fundamentet for al vores virke.
Det handler derfor ikke blot om klima og miljø, men også om social, økonomisk og kulturel bæredygtighed.
Læs mere om vision og strategi.
Regional strategi
Region Midtjylland arbejder for at mindske sit ressourceforbrug og CO2-aftryk og samtidig tage socialt ansvar og har vedtaget en strategi for bæredygtighed.
Målet er, at vi i 2030 har bæredygtige indkøb, mere genbrug og genanvendelse, og et minimalt forbrug. I 2050 vil vi som organisation være CO2-neutral.
Bæredygtighedsaftaler
Region Midtjylland har indgået forpligtende bæredygtighedsaftaler for alle hospitaler, fællesfunktioner og stabe. Aftalerne gælder for 2025 og 2026.
Bæredygtighedsaftalerne består af indsatsområder og tiltag inden for fire spor:
- Cirkulær økonomi
- El, vand og varme
- Logistik, tranport og mobilitet
- Social ansvarlighed
Svanemærket og økologisk køkken
Patientkøkkenet blev i sommeren 2023 certificeret med Svanemærket.
Miljømærket er blandt verdens skrappeste miljøcertificeringer og dokumenterer hospitalskøkkenets arbejde med at reducere miljø- og klimabelastning.
Certificeringen er på linje med Region Midtjyllands dagsorden om mere bæredygtig drift.
Patientkøkkenet har desuden Det Økologiske Spisemærke i guld.
Svanemærket rengøring
Rengøringen i Serviceafdelingen på Regionshospitalet Randers blev i 2020 svanemærket som det første hospital i verden. Det er sket ved at gennemgå arbejdsgangene og processerne for at sikre, at der spares, hvor der spares kan.
For at modtage svanemærket skal alle rengøringsprodukter være miljømærket og bruges i rette doser, og så skal forbruget af unødige kemikalier minimeres.
Denne ændring har reduceret forbruget af rengøringsmidler med 14,5%, hvilket svarer til 379 liter rengøringsmidler om året. Derudover har vi fjernet affaldsspande, hvor de ikke var nødvendige og fået tyndere affaldsposer, som har sparet os for 2,4 tons plastik om året.
Biodiversitet
Regionshospitalet Randers arbejder med at øge biodiversiteten på hospitalets arealer.
Indenfor de seneste år er der etableret et område med vilde planter på det grønne område ved det store P-hus, og der er plantet stauder, krydderurter og træer på hospitalets område.
Legepladsen CirkulærPlay
Cirkulær Play er et partnerskab mellem private og offentlige aktører, Compas, Dansk Affaldsminimering og KOMPAN, Region Midtjylland og Randers Kommune.
Projektet opstod på baggrund af hospitalernes ønske om at genanvende mere plastaffald og legetøjsproducenten KOMPANs ønske om at udlede mindre CO2. Resultatet er, at plastaffaldet fra Regionshospitalet Horsens, Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Randers nu er omdannet til en bæredygtig legeplads på Regionshospitalet Randers.
Projektet blev nomineret til Plastprisen 2021, som gives til ekstraordinære projekter i den danske plastbranche. Legepladsen er en innovativ og bæredygtig måde at skabe noget rekreativt på.
Projektet er desuden i tråd med målet i regionen om, at 70% af vores affald skal kunne genanvendes i 2030. Derudover skal legepladsen give inspiration til, hvordan man kan genanvende plastik samtidig med, at man fremmer sundhed og mindsker klimaaftrykket.
Se hvor du finder legepladsen på vores sider til patienter og pårørende