Strategi

Hospitalets strategi

Regionhospitalet Randers' bæredygtighedsstrategi lægger sig op ad den regionale strategi, hvor der tages afsæt i FN's 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

I hospitalets strategi er der fokus på, at bæredygtighed skal integreres i kernen af vores ydelser, så det ikke blot handler om klima, miljø og økonomiske prioriteringer, men også om mennesker.

Derfor skal vores initiativer i forhold til bæredygtighed harmonere med vores målsætning om at være en socialt ansvarlig arbejdsplads, der skaber godt arbejdsmiljø uden at gå på kompromis med den sundhedsfaglige kvalitet.

Regionens vision

I 2030 vil vi være en cirkulær region med bæredygtige indkøb, genbrug, genanvendelse, vedvarende energi og minimalt forbrug. I 2050 vil vi gerne være CO2-neutrale.

Center for Bæredygtige Hospitaler

I og med at hospitalerne står for ca. 6% af CO2-udledningen i Danmark, har det været vigtigt, der bliver samlet og formidlet viden om bæredygtig omstilling i sundhedsvæsnet. Center for Bæredygtige Hospitaler har i den anledning fået til opgave at finde og dele ny viden, som kan hjælpe hospitalerne i regionen til at blive mere bæredygtige. 

Center for Bæredygtige Hospitaler har kontor på Regionshospitalet Randers, men er en fællesregional enhed.

Det er det kliniske forbrug, der sætter det største klimaaftryk. Derfor er det største fokus på at booste den bæredygtige omstilling, så koncernen kan nå de strategiske mål om at reducere forbrug, og genbruge og genanvende i højere grad.

Center for Bæredygtige Hospitaler skal således hjælpe med at samle og udbrede den viden, hospitalerne har og får i regionen, så vareforbrug og affaldsmængder bliver reduceret. Center for Bæredygtige Hospitaler driver og implementerer derfor udviklingen ved at finde konkrete løsninger, og samtidigt står de for sparring og koordinering af initiativerne, så de bliver delt i regionen.

Læs mere om de fællesregionale initiativer og find kontaktoplysninger til centret

Svanemærket rengøring

I 2020 blev rengøringen i Serviceafdelingen på Regionshospitalet Randers svanemærket som det første hospital i verden. Det er sket ved at gennemgå arbejdsgangene og processerne for at sikre, at der spares, hvor der spares kan.

For at modtage svanemærket skal alle rengøringsprodukter være miljømærket og bruges i rette doser, og så skal forbruget af unødige kemikalier minimeres.

Denne ændring har reduceret forbruget af rengøringsmidler med 14,5%, hvilket svarer til 379 liter rengøringsmidler om året. Derudover har vi fjernet affaldsspande, hvor de ikke var nødvendige og fået tyndere affaldsposer, som har sparet os for 2,4 tons plastik om året.

Legepladsen CirkulærPlay

Cirkulær Play er et partnerskab mellem private og offentlige aktører, Compas, Dansk Affaldsminimering og KOMPAN, Region Midtjylland og Randers Kommune.

Projektet opstod på baggrund af hospitalernes ønske om at genanvende mere plastaffald og legetøjsproducenten KOMPANs ønske om at udlede mindre CO2. Resultatet er, at plastaffaldet fra Regionshospitalet Horsens, Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Randers nu er omdannet til en bæredygtig legeplads på Regionshospitalet Randers.

Projektet blev nomineret til Plastprisen 2021, som gives til ekstraordinære projekter i den danske plastbranche. Legepladsen er en innovativ og bæredygtig måde at skabe noget rekreativt på.

Projektet er desuden i tråd med målet i regionen om, at 70% af vores affald skal kunne genanvendes i 2030. Derudover skal legepladsen give inspiration til, hvordan man kan genanvende plastik samtidig med, at man fremmer sundhed og mindsker klimaaftrykket.

Se hvor du finder legepladsen på vores sider til patienter og pårørende

Andre initiativer

Flere afdelinger på hospitalet har fokus på at gøre deres arbejdsgange mere bæredygtige.

Engangsemballage i Sterilcentralen

Derudover har Sterilcentralen gang i et projekt, hvor de undersøger, hvor meget engangsemballage i afdelingen, der kan undværes. I Sterilcentralen bruges der rigtig meget emballage hver dag til at pakke diverse instrumenter ind. Det gøres der, fordi instrumenterne skal beskyttes, når de er blevet steriliseret, indtil de skal bruges. Spørgsmålet er, om vi uden at kompromittere patientsikkerheden kan reducere i brugen af engangsemballage?

Mindre engangsservice på hospitalet

På hospitalet er vi i gang med at udskifte engangskopper til flergangskopper, hvor det er muligt. Det gør vi, fordi undersøgelser har vist, at flergangskopper, som eks. porcelæn, er langt mere bæredygtigt og økonomisk favorabelt end engangskopper af plast eller pap.