Generelt for studerende

Aktiv deltagelse

Et optimalt udbytte af dit ophold forudsætter aktiv deltagelse fra ALLES side. Samtlige læger på afdelingen vil yde deres for at give dig den bedst mulige uddannelse under dit ophold på afdelingen. Vi forventer til gengæld, at du møder veludhvilet op og er engageret og forberedt. 

Uddannelse er noget man tager: Vi forventer du selv aktivt opsøger og tager ansvar for læringssituationer og vurdering af dine kompetencer. 

Du skal medbringe

Du bør medbringe følgende, når du kommer i afdelingen: ID-kort (fra tidligere klinikophold), hængelås, eget stetoskop og fodtøj (træsko, indendørssko eller tilsvarende). 

Tavshedspligt

Husk du i forbindelse med dit arbejde på afdelingen er underlagt tavshedspligt. Din tavshedspligt gælder som udgangspunkt over for alle andre end den patient, der har betroet dig oplysningerne, f.eks. pårørende og andre sundhedspersoner, der ikke deltager i behandlingen af patienten.

Fravær

Fravær skal meddeles til sekretær Rie Brüner (7842 1260). 

Fravær fra dit ophold på afdelingen er kun lovligt i forbindelse med sygdom. Ved andet særligt behov skal der indgås aftale med UPL. I udgangspunktet er studiejob el.lign. ikke en gyldig fraværsgrund under dit kliniske ophold. 

Evaluering

Ved afslutning af dit ophold er det meget vigtigt for os at du – via studieportalen – får evalueret afdelingen således, at vi kan blive ved med at forbedre og udvikle uddannelsen. 

Øvrigt praktisk

For praktiske informationer i øvrigt henvises til denne hjemmeside generelt. 

Kliniske lektorer

Afdelingen har to kliniske lektorer og 1 professor, som fungerer som bindeled mellem afdelingen og Universitetet, og som har til opgave at sikre rammerne omkring de studerendes ophold på afdelingen. 

  • Katrine J. Emmertsen (professor) 
  • Susanne Haas (lektor) 
  • Anne Thyø (lektor) 

Særligt for tidlig klinik studerende

På jeres første dag på afdelingen vil I blive introduceret ved en af de studenteransvarlige yngre læger på afdelingen. Det overordnede formål med den tidlige klinik er, at I som studerende introduceres til det kliniske lægearbejde og får et indtryk af lægerollen og den diagnostiske proces. 

I får derfor ingen selvstændige funktioner på afdelingen, men følges med en kommende kollega rundt på de forskellige funktioner. I vil på jeres første dag få udleveret et rotationsskema, der sikrer, at I hver især når rundt i alle afdelingens funktioner og dermed bliver eksponeret for alt, hvad en kirurgisk afdeling har at byde på. 

Omkring praktiske informationer henvises til denne hjemmeside i øvrigt. 

Særligt for 3. semester studerende (kandidatuddannelsen)

Et afgørende mål med 2020-studieordningen for den lægevidenskabelige uddannelse er, at de medicinstuderende i endnu højere grad end tidligere bliver klar til at agere professionelt i patientvaretagelsen og i samarbejdet med kollegaer, når de påbegynder den kliniske basisuddannelse.

Studieordningen lægger derfor vægt på stort læringsudbytte af de kliniske forløb med bl.a. løbende vurderinger og systematiseret individuel feedback. 

I vil derfor møde forventninger om, at I relativt tidligt i jeres ophold på afdelingen vil se patienter selvstændigt, men altid med mulighed for supervision fra lægerne i afdelingen. Det forventes, at I medvirker til både at modtage og give feedback, både til og fra hinanden og lægerne. I vil ofte arbejde som dyader – dvs. to og to om en opgave/funktion. Herved lærer I at supervisere hinanden og skabe overblik. 

Læringsmål 

Efter endt klinikophold på 8 uger skal den studerende kunne: 

  1. Fungere som læge, det vil sige varetage relevante arbejdsfunktioner, der er værdiskabende for den kliniske aktivitet på den pågældende afdeling, dog under supervision. 
  2. Diskutere evidensen for de retningslinjer, der ligger til grund for funktionen. 
  3. Beskrive patienternes perspektiver, pårørendes perspektiver, personalets perspektiver og generelle etiske perspektiver mht. funktionen. 
  4. Sammenfatte funktionens mulige udvikling mht. væsentlige elementer som demografi, profylakse, nye behandlingsmuligheder, teknologiske løsninger, organisering, jobglidning og udgiftsflytning. Herunder beskrive lægens rolle i forhold til denne udvikling. 
  5. Formidle forhold relateret til ovenstående mål såvel skriftligt som mundtligt. 

Helt konkret bliver det til 3 grundlæggende kompetencer der skal vurderes under dit ophold på afdelingen: 

  1. At kunne modtage en patient til indlæggelse eller ambulant behandling. 
  2. At kunne følge op på en medicinsk plan for patient under indlæggelse eller i et ambulant forløb. 
  3. At kunne afslutte et behandlingsforløb. 

Godkendelse af klinikophold  

Til hver af de kliniske kompetencer (se læringsmål) hører specifikke læringsmål, der er præciseret yderligere i form af vurderingskriterier. Mål og vurderingskriterier indgår i kompetencekortene. Målene og vurderingskriterierne skal støtte dig i din læring og professionelle udvikling. 

Formativ feedback 

Som en del af din læring får du feedback på dit arbejde i klinikken og frem mod opnåelse af de enkelte læringsmål og de samlede kompetencer. Denne feedback får du første gang af en medstuderende (i forbindelse med dyade funktionen) og midtvejs af en læge på afdelingen. 

I sidste uge af dit klinikforløb bliver du vurderet på, om du har opnået de krævede kompetencer (summativ vurdering) ved en af de uddannelsesansvarlige prægraduate lektorer (UPL) på afdelingen. 

For at få godkendt klinikforløbet skal det også vurderes: 

  1. at du er mødt op på afdelingen svarende til fuld arbejdstid – dvs. 37t/uge eller gennemsnitligt 7 timer og 24 minutter pr. klinikdag. I dette medregnes også din fulde deltagelse i den planlagte introduktion. 
  2. at du har deltaget i de aktiviteter, der fremgår af din arbejdsplan fra afdelingen. 
  3. at du har givet og modtaget formativ feedback i det ovenfor skitserede omfang. 

Arbejdstilrettelæggelse 

Ved opstart på afdelingen vil I få udleveret et rotationsskema. Heraf vil det fremgå, hvilke funktioner I skal varetage og hvornår. De første to uger i afdelingen er der ikke planlagt selvstændige funktioner, men her skal I følges med navngivne læger for at lære funktionerne.  

Til stuegang får I egne patienter (der konfereres med senior læge), og derudover vil I følges med forvagten både i dagtid- og aftenvagt (med kompensatorisk fri næste dag). I er ikke planlagt til at deltage i vagt i weekender, men vi imødekommer gerne ønsker herom skulle man have et sådant. 

I er velkomne til at bytte rundt internt både på dagsfunktioner og vagter, men vi forventer at der møder det planlagte antal studerende op hver dag (under forbehold for sygdom) i forhold til at vi planlægger med særlige patienter til stuegang. 

Studenter-ansvarlig yngre læge 

1-2 af de yngre læger (typisk KBU-læge) er studenter-ansvarlig, og vil blive præsenteret for jer på jeres første dag i afdelingen. I er meget velkomne til at bruge den/de yngre læge(r) i løbet af jeres klinikophold, hvis I har brug for råd, vejledning eller for at snakke om trivsel under jeres ophold hos os.