Fakta om afdelingen
Akutafdelingen varetager modtagelse af visiterede patienter fra primærsektoren og 112-opkald fra præhospitalet, der indlægges på Regionshospitalet Randers.
Akutafdelingen består af et akutafsnit på 35 senge, en skadestue, traume- og akutstuer samt en skadeklinik i Grenå.
Akutafdelingen modtager patienter med akutte symptomer indenfor det medicinske, kirurgiske, kardiologiske, psykiatriske og gynækologiske område. Skadestuen varetager det ortopædiske område.
Aktuelt modtages patienter visiteret med gynækologiske symptomer af de gynækologiske læger, og patienter til skadestuen af de ortopædiske læger. Alle øvrige patienter visiteres som akutpatienter og modtages af Akutafdelingens læger. Akutte patienter kan efter den initiale udredning og behandling forblive i akutseng under lægefagligt ansvar af Akutafdelingens læger, hvis de forventes at kunne udskrives inden for 12 timer eller som tidlig udskrivelse næste dag inden kl. 8.00.
Patienter, der forventes indlagt længere tid end 12 timer eller har brug for specialiseret behandling i et andet speciale overgår til stamafdeling. Dette kan ske ved overflytning til stationært sengeafsnit eller i en specialeseng i Akutafdelingen. Sidstnævnte mulighed er for de patienter, der fortsat forventes at kunne udskrives efter yderligere kort tids indlæggelse under andet speciale. Patienter i specialesenge har altid lægefagligt ansvar ved andet speciale.
Akutafdelingens lægestab består af en cheflæge, en uddannelsesansvarlig ledende overlæge (UALO), en ledende overlæge, akutlæger, I- og HU-læger indenfor Akutmedicin, KBU-læger og HU-læger i Almen medicin. Derudover allokeres læger fra medicinsk, kirurgisk og gynækologisk afdeling til døgndækkende vagtarbejde og stuegang i Akutafdeling på deres egne overleverede specialepatienter. Disse vil døgnet rundt samarbejde med Akutafdelingens læger.
Introduktion
Uddannelsesansvarlige overlæge
Det er den uddannelsesansvarlige ledende overlæge (UALO) der har ansvar for uddannelsen af alle uddannelseslæger i Akutafdelingen sammen med sit uddannelsesteam bestående af den uddannelsesansvarlige overlæge (UAO) samt én eller flere uddannelseskoordinerende yngre læger (UKYL).
Den uddannelsesansvarlige ledende overlæge (UALO) sikrer, at der til alle uddannelseslæger er udpeget en hovedvejleder. Hovedvejlederen er en læge som er minimum et niveau over uddannelseslægens anciennitet, som er ansat i Akutafdelingen og følger uddannelseslægen gennem hele ansættelsen i Akutafdelingen.
Introduktionsprogrammet indeholder
- ½ dags fælles sygehusintroduktion med alle nyansatte.
- Velkomst og hjælp til aktivering af adgange til CITRIX, EPJ, SEI, m.v. Foto til ID-kort.
- Rundvisning samt introduktion til Buddy-ordning, uddannelsesaktiviteter, sociale grupper, brødordning, m.v.
- Oplæg ved afdelingens TR
- Introduktion til vejledning, uddannelsesdokumenter, uddannelseslæger.dk, m.fl.
- Introduktion i overfaldsalarmer, nødtelefoner, fyrtårnet, fordeling af ansvarsområder, brandsikkerhed og hjertestarter samt et orienteringsløb
- Introduktion i e-Dok, UTH-systemet og CFS-score for ældre over 80 år
- ½ dags tid til EPJ-kursus (E-learning)
- Introduktion til forløbskoder, diagnosekoder, epikriser, FMK, prøvesvar, og kommunikation med primærsektor, m.fl.
- Introduktion til husorden, MinPlan og vagtskemaet
- Gennemgang af instrukser, flowcharts, beredskabsplanen og visitationsmanualen
- ½ dags tid til at gennemføre obligatoriske E-learningsprogrammer som f.eks. Håndhygiejne, Brandskole, Stikskader, Rationel brug af Antibiotika, Selvmordsforebyggelse, m.fl.
- Introduktion til Akutkonceptet og den overordnede forståelse for kernen i afdelingens opgave og prioriteringen ved vurderingen af akutte patienter
- Introduktion i den akutmedicinske tankegang, ABCDE-gennemgang, syndromer, EKG-gennemgang
- Introduktion i rationel brug af antibiotikaterapi ved vurdering af en patient med feber., orientering om SOP inkl. blodsukker insulinskema
- 1 dag Avanceret hjerte-lunge-rednings-kursus
- 1 dag Skills for begyndere (tekniske færdigheder)
- Introduktion til og samarbejde med akut fysio-, ergoterapi
- Introduktion af tværfagligt samarbejde og triagering
- Introduktion i akut gynækologi
- Introduktion i akut radiologi
- Introduktion i akut abdomen
- Introduktion i fremskudt rusmiddelbehandlere og misbrugspatienter i Akutafdelingen samt til akutte psykiatriske tilstande, vurdering af suicidal risiko, psykose vs. Stof-/alkoholmisbrug- delirium tremens m.m.
- Introduktion i arbejdsgang for ligsyn
- Introduktion til forskning i Akutmedicin
- Følgevagter i klinikken, både dag og aften
Introduktionen kan variere alt efter, om man ansættes som KBU-læge, introduktionslæge, HU-lage i almen medicin eller akutmedicin, og om man tidligere har arbejdet i Region Midtjylland eller evt. endda på Regionshospitalet Randers.
Arbejdsopgaver og -tilrettelæggelse
Hovedopgaver
De 35 akutsenge er opdelt i 2-3 teams (afhængig af antal akut læger). Hvert team dækker 9-12 akutsenge, som teamet har behandlingsansvar for. Til hvert team er i dagtiden tilknyttet 1 speciallæge, 1-2 yngre læger og flere sygeplejersker. Når der er mindre end 3 speciallæger på arbejde i dagtiden, kan den enkelte speciallæge indgå i mere end et team, således at der stadig er en teamansvarlig speciallæge.
Til hvert team er tilknyttet et teamrum med Cetreaskærme, hvor læger og sygeplejersker sidder sammen. Desuden er der en computer på alle sengestuer. På Cetrea tavlen noteres telefonnumre og patienter tildeles en patientansvarlig læge og sygeplejerske. Akutlægen organiserer dagens arbejde.
Fordelingen af læger på teams
Fordelingen af læger på de enkelte teams fremgår af vagtfordelingen (tilgås i MinTid eller Funktionsplanen). I løbet af dagen/vagten kan de enkelte læger flyttes afhængigt af opgaverne. Det aftales med speciallægen i eget team og speciallægerne i mellem.
Hvis en yngre læge går til et andet team for at hjælpe, så konfererer vedkommende med speciallægen i det team, hvor patienter ligger.
Teamstruktur dagstid hverdage
Rødt team:
Stuerne 27-38
Rød akutlæge: 23373
Kl. 8-18
Teamleder akutkald
Vagthavende forvagt: 23257
Øvrige for- og mellemvagter
Grønt og blåt team:
Stuerne 40-55
Grøn akutlæge: 23250
Kl. 8-18
Backup for visitationen og vurderer selvhenvender
(der kan være en blå akutlæge, men dette er ikke fast)
Vagthavende mellemvagt: 23372
Øvrige for- og mellemvagter
*Udskrivningslæge:
Alle stuer
21923
Kl. 7.30-16
*Udskrivningslægen:
-
Er en bagvagt der møder 7.30 til 16.00 og har til opgave at udskrive de patienter fra dagen før / natten, som ikke er overdraget til et speciale eller har kunnet sendes hjem inden morgenkonferencen.
-
Deltager i tavlemøde 7.30 med afgående vagthold.
-
Deltager i modtagelse af nye akutte patienter, når udskrivningsopgaven er afsluttet.
Teamstruktur dagstid weekend
Rødt team:
Stuerne 27-38
Rød akutlæge: 23373
Kl. 8-15.30 (lørdag)
Kl. 8-16 (søndag)
Teamleder akutkald
Grønt og blåt team:
Stuerne 40-55
Grøn akutlæge: 23250
Kl. 7.30-18
Backup for visitationen, opkald udefra og vurdering af selvhenvender
Vagthavende mellemvagt: 23372
Kl. 8-20
Øvrige for- og mellemvagter
Sweeper:
Alle
Overtager rød læges telefon kl. 15-21
(OBS! Kun tilstede om lørdagen)
Teamstruktur nattetid
Tilgående akutlæge (23250): kl. 17.30-08.30
Tilgående for- (23257) og mellemvagt (23372): kl. 19.30-08.30
Opgavedeling
Der er mange kliniske opgaver omkring patienten, der kan løses af både læger og sygeplejersker. Det er vigtigt, at teammedlemmerne deles om disse opgaver, så der ikke opstår flaskehalse.
Det betyder at de yngre læger efter den nødvendige oplæring også udfører praktiske procedurer som anlæggelse af IV adgange, udfører a-punkturer, TOKS og svælgpodning.
Det er forventet, at man som læge selv seponerer IV adgange og telemetri, hvis man hjemsender en patient. Det er dog vigtigt, at telemetrien gennemses og udskrives, inden man seponerer den fra patienten.
Der er god uddannelse i at opnå rutine med flere praktiske procedurer for de yngste læger. Når der er lejlighed til det, bør det udnyttes til også at få lært at lave trakealsug, anlæggelse af KAD og ventrikelsonde og mange af de andre ting, vi sammen skal være dygtige til i en Akutafdeling.
Skadestuen
I skadestuen ses patienter henvist fra egen læge/vagtlæge, patienter der har ringet 112, og patienter, der henvender sig direkte til sygehuset. Her vil uddannelseslægen se et bredt udsnit af skader, fx sår, distortioner, frakturer, luksationer og lette til moderate traumer.
Akutsygeplejersken foretager triageringen af patienten ved ankomst. Efter triageringen allokerer den koordinerende skadestuelæge patienten til en uddannelseslæge eller en behandlersygeplejerske. Den uddannelsessøgende læge har ansvar for og vil oplæres i den systematiske og fokuserede undersøgelse af patienten med skeletskade, optage skadeanamnese, stille indikation for billeddiagnostik, stabilisere eller reponere mindre komplicerede almindelige frakturer og lave en behandlingsplan for patienten samt diktere skadekort under supervision af ortopædkirurgiske speciallæger og læger ansat på Ortopædkirurgisk afdelingen.
Uddannelseslægen vil indgå som medhjælper i teamet ved traumekald samt have mulighed for at deltage i traumeteamtræning, der foregår hver 2. måned.
I vores instrukshåndbog kan du læse videre om instrukser på afdelingen (pdf)
Organisering af uddannelse i afdelingen
Ledelse og uddannelsesteam
Afdelingen ledes af cheflægen og chefsygeplejersken. Desuden er der nedsat en ledergruppe bestående af ledende overlæger og funktionslederne i Akutafdelingen.
På vores afdeling er vi et uddannelsesteam bestående af en uddannelsesansvarlig ledende overlæge (UALO), en uddannelsesansvarlig overlæge (UAO), en eller flere uddannelseskoordinerende yngre læger (UKYL).
Desuden arbejder vores lægelige uddannelsesteam tværfagligt sammen med vores udviklingsansvarlige sygeplejersker i Akutafdelingen ifm. kompetencebutikken i afdelingen, ved indførelse af nye behandlingstiltag, ved Skills, til introduktionen af nyansatte m.v.
Ansvarsområder
Det er UALO, der har det overordnede ansvar for uddannelse i Akutafdelingen, kan svare på uddannelsesspørgsmål og står altid til rådighed ved behov for sparring, en samtale eller nogle praktiske eller lægelige råd ift. trivsel og uddannelse.
Alle læger med ret til selvstændigt virke fungerer i det daglige arbejde som klinisk vejleder overfor kollega med mindre anciennitet.
Supervisionskaskaden beskrives således: forvagt->mellemvagt->bagvagt
Akutafdelingens bemanding er karakteriseret ved en meget høj ratio mellem uddannelseslæger og speciallæger. Samtidig er det er krav at alle patientforløb i Akutafdelingen er speciallægesuperviserede. Det stiller særlige krav til vores organisering for at sikre effektiv drift, høj patientsikkerhed og god uddannelse uden at speciallægekapaciteten bliver den begrænsende faktor. Ved at inddrage mellemvagterne i supervision af forvagter, mindskes flaskehalse, mellemvagterne trænes i supervisionsopgaven og bagvagterne får frigjort kapacitet til overblik, prioritering og supervision af mellemvagterne.
Uddannelsesplanlægning
Generelt
Det er centralt i alle uddannelsesstillinger, at der sker en løbende kompetencevurdering herunder kompetenceprogression, og at man får godkendt de obligatoriske kompetencer i henhold til den aftalte uddannelsesplan. Kompetencevurderingen fortætter gennem hele ens uddannelsesstilling, også efter man har opnået sine obligatoriske kompetencer. Det er den måde, man bliver en dygtig læge på og opnår at evne alle lægerollerne. Det er altid oplagt, at man i forbindelse med supervision gør brug af kompetencevurderingsskemaerne. De findes i konferencerummet på plan 3 eller på videreuddannelse sekretariatets hjemmeside.
Vi lægger vægt på, at kompetencevurdering altid er ledsaget af konstruktiv feedback. Den bedste kompetencevurdering opnås, hvis man laver aftaler fra dagens/vagtens start og forbereder den, der skal supervisere på, hvad man specielt ønsker feedback på. Jo mere specifik, man kan være, i den feedback, man efterspørger, jo bedre feedback får man.
Husk, godkendelse kan kun ske ved læge, som er et uddannelsestrin over.
Alle fastansatte læger i Akutafdelingen fungerer som daglige kliniske vejledere og deltager i praktisk vejledning, supervision og kompetencevurdering, ligesom lægerne fra samarbejdende afdelinger udøver vejlednings- og rådgivningsfunktion specielt ifm. overdragelse af patienter. Det er kun læger der er et trin højere i uddannelsesniveau, der kan gennemføre kompetencevurdering på f.eks. indlæggelses- og udskrivnings-patienter.
Visse akutsygeplejersker kan lave kompetencevurdering på udvalgte funktioner som f.eks. triage.
Det tilstræbes, at akutlægerne i de enkelte teams eller klinisk vejleder følger uddannelseslægen ind til de mest akut syge patienter for at sikre en initial fælles forståelse af patientens tilstand og få erfaringer med stabilisering, diagnostik og akutbehandling af kritisk syge patienter.
Ved konferencer og tavlemøder i løbet af dagen gives feedback og supervision på udvalgte patientforløb, ved morgenkonferencen er der tre dage om ugen ´dagens case´ ved YL. Torsdag morgen er der speciallægeundervisning.
Skabeloner til uddannelsesplaner
Som yngre læge har du krav på vejledning under din ansættelse. For at få et optimalt udbytte af dette kræver det forberedelse fra både hovedvejleder og den vejledte. Du tilbydes en introduktionsaftale kort efter ansættelse i afdelingen. Denne efterfølges af en eller flere justeringssamtale(r) og afsluttes med en slutevalueringssamtale.
Du vil inden ansættelse få tilsendt en mail fra din hovedvejleder med relevante informationer.
Alternativt findes der på afdelingen en ”Vejledermappe”, som kan tilgås via fællesdrevet (RRAAKUT --> Akutafdelingen - Yngre læger --> Vejlederforum).
Ifm. introduktionssamtalen udformes en uddannelsesplan som er et centralt styringsværktøj for kvalitet i uddannelse og optimering af læringsprocesser. Her er der mulighed for at nedskrive, hvordan kompetencer indhentes over tid og lægeroller trænes i praksis. Der findes skabeloner til de forskellige samtaler og til udarbejdelse af den individuelle uddannelsesplan ifm. introduktionssamtalen.
Uddannelsesplanen bliver ifm. hver vejledersamtalesamtale revurderet ift. opnåelse af kompetencer og progression i læring og herefter tilpasset.
Dokumentationen af afholdte vejledersamtaler og den tilhørende individuelle uddannelsesplan sker på uddannelseslæge.dk.
Se
Sammenhæng mellem uddannelses- og arbejdsfunktioner
Det daglige kliniske arbejde
I Akutafdelingen arbejder vi ud fra en symptomorienteret tilgang og ikke en specialetilgang eller en diagnosebaseret tilgang. Udgangspunktet er, at vi ikke ved hvad patienten fejler, men at vi først og fremmest skal afklare eventuelle tidskritiske tilstande som patientens symptomer kan være udtryk for.
Vi skal altid være opmærksom på risikoen for at vi for tidligt lægger os fast på en (muligvis forkert) diagnose og dermed overser eventuelle faretegn på anden sygdom.
Vi vægter derfor, at patienten altid primært tilgås efter ABCDE princippet. Dernæst er opgaven at overveje alle tidskritiske tilstande, der kunne være årsag til patientens symptomer og få det afklaret. Dernæst skal overvejes andre og måske mere sandsynlige årsager og der lægges en udredningsplan med henblik på at afklare dette.
Arbejdet i en Akutafdeling er karakteriseret ved store udsving i patienttilgang og travlhed. Nogle gange er der meget travlt, andre gange kan der være ganske roligt.
Under alle situationer er den første prioritet at skabe og bevare overblik. Vi prioriterer under alle omstændigheder, at alle patienter bliver set umiddelbart ved ankomst.
Ved dette første møde med patienten iværksættes udredningen, behandlingen og laves fyldestgørende dokumentation. Vi prioriterer altid tid til supervision og kompetencevurdering, gerne ved at den superviserende læge er med på stuen.
Kompetencevurdering foregår så vidt muligt som struktureret klinisk observation i det daglige arbejde og der gives struktureret feedback og supervision.
I Akutafdelingen arbejder vi i teams og samarbejder med forskellige specialer som f.eks. medicinere, kirurger, gynækologer, psykiatere m.fl.
Det giver mulighed for også at tilegne sig nogle tekniske færdigheder som f.eks. at tage blodprøver eller A-gas, anlægge PVK, KAD eller ventrikelsonde, fortage lumbalpunktur, udføre ultralydsundersøgelse eller anlægge pleuradrænage.
Ved overlevering af patientinformation f.eks. ved overdragelse til andet speciale foregår kommunikationen typisk ved hjælp af ISTAP.
ISTAP Supervision
I - identifikation
S - symptomer, situation, relevant historik
Gennemgang af positive fund:
A
B
C
D
E
T - tanker om differentialdiagnoser
A - aktiviteter, der allerede er iværksat
P - plan for TOKS, tiltag og info til pt/team
Målet med et sådant supervisions-redskab er at fremme læring hos den uddannelsessøgende, understøtte tværfaglighed, øge patientsikkerhed og øge effektivisering i det kliniske arbejde ved at arbejde med en systematisk tilgang til:
- Patientens symptomer og anamnese
- Differentialdiagnoser
- Opmærksomhed på rettidighed i patientens behandlingsplan/forløb
Nattevagt
Teamet i aften-nattevagt består af en akutlæge, en mellemvagt, en forvagt og en YL i aftenvagt.
Akutlægen har i vagten det primære ansvar. Mellemvagtsfunktionen betragtes som en øvelse i ledelsesrollen, overblik og ageren inden for egne kompetencer og gældende uddannelsesmål.
Det forventes, at alle læger i teamet deltager i det forefaldende arbejde i vagten til der er ro på patientflow og alle indlagte patienter er modtaget og har fået lagt en behandlingsplan. Herefter opdeles vagten mellem lægerne, så alle kan få hvile (hvis patientflowet tillader det). Forvagten og mellemvagten deler natten mellem sig og skriver det på Cetrea-tavlen inkl. telefonnumre.
Uanset aftaler for tilstræbte hvileperioder for de enkelte vagtlag gælder også, at hvis der kommer flere patienter på en gang aktiveres også de læger, der er gået på vagtværelse.
Akutte kald
Akutmedicinsk kald
Ved Akutmedicinsk kald tilkaldes akut BV og -MV, anæstesi-BV og –MV, akut- og anæstesisygeplejersker, medicinsk BV, bioanalytiker og serviceassistenter til traumestue på plan 3 til modtagelse af den ABC-ustabile patient.
Det er akut mellemvagten som har dagvagtsfunktion 08-20 i grønt team som har til opgave at ledsage akutlægen (fra rødt team eller nattens bagvagt) til akutmedicinsk kald.
Her har mellemvagten følgende opgaver:
- Slå patient op i EPJ og bidrage med oplysninger
- Rekvirere billeddiagnostiske undersøgelser for akut- og anæstesilægen
- Dokumentere forløbet for akutlægen; objektive fund, værdier, medicin givet m.m.
- Skrive en primær dokumentation baseret på modtagelse og gennemgang på akutstuen samt videre foreløbige behandlingsplan.
Mellemvagten kan fungere som teamleder efter aftale med akutlægen og afhængigt af uddannelsesniveau og -mål (typisk I- og HU-læger i Akutmedicin). Uddannelseslægen skal forinden medvirke i simulationstræning for at opnå denne kompetence.
Akut psykiatrisk kald
Kriterier for at udløse Akut Psykiatrisk Kald:
- Ved melding om potentielt voldelig eller udadreagerende patient.
- Suicidalpatienter, der har forsøgt selvmord inden ankomst, og hvor der ikke kan laves aftaler på vej ind.
- Patienter der kommer med politiet, hvor det er uafklaret om pt kommer på tvang eller frivilligt
- Ved personale- og patientfare, ved behandling af allerede indlagte patienter, med psykiatriske symptomer.
Deltagere til Akut psykiatrisk kald:
- Koordinator (alarmansvarligt) - henter Deeskaleringsrullebordet
- Akutlæge - teamleder, lægger den akuttte behandlingsplan
- Yngre læge (akut) - fremsøger EPJ-oplysninger og informerer psyk. FV
- Akutsygeplejerske (omsorgsperson) - tvangsforebyggende foranstaltninger
- Psykiatrisk forvagt – psykiatrisk rådgivning og visitation
- Serviceassistent – fokus på sikkerhed
- Bioanalytiker – evt. Blodprøver (forgiftning el. lign.)
Intention
Vurdering af patientens akutte tilstand ift. Indikation for dobbeltindlæggelse og udredning for konkurrerende somatisk sygdom eller hurtig overflytning til psykiatrisk specialebehandling.
Undervisning, konferencer og kurser
Undervisning
Morgenundervisning
UKYL laver hver mdr. en liste med datoer for, hvilke læger, der er ansvarlige for morgenens undervisning og melder det ud pr. mail.
Der fremlægges ud fra forskellige modeller som går ud på at få aktiveret modtageren. Det er vigtigt at have et læringsmål/budskab som modtageren går fra undervisningen med.
- KBU-læger følger ISTAP modellen (se ovenfor)
- I-, HU og AP-læger anvender casemetoden
- Der må vælges enten at fremlægge vha. Power-point eller simpel tavlestruktur.
Torsdag afholdes speciallægeundervisning som varer til kl. 8.55. Undervisningen er opbygget ud fra årshjul, der sørger for at alle akutte kliniske syndromer bliver gennemgået.
Den 4. torsdag i måneden er der tværfaglig undervisning. Emnet vælges af tværfagligt uddannelsesteam og foregår som regel i Auditoriet (plan 3, ved læringscenteret).
Simulationstræning
Onsdag kl. 9, for udvalgt personale på afdelingen. I funktionsplanen er beskrevet hvilke læger der deltager. Simulationstræningen begynder med en case og efterfølgende evaluering på den ´lille akutstue´ på plan 3.
Den sidste onsdag i måneden er der simulation i akut psykiatrisk kald, hvor også personale og læger fra psykiatrisk afdeling deltager.
Kompetencebutikken
Tirsdag og torsdag kl. 9-10. Se plan i konferencerummet. Her kan man tilegne sig praktiske/tekniske færdigheder såsom tagning af A-gas, anlæggelse af PVK, KAD, ventrikelsonde, lumbalpunktur, NIV, få information om nye instrukser osv. Kompetencebutikken er et tværfagligt uddannelsestilbud efter drop-in modellen, således, at det altid kan tilpasses andet akutarbejde i afdelingen.
Der må altid gerne selv bydes ind med et praktisk emne, som man kan undervise i. Her er der ligeledes muligheden for at øve sig i underviserrollen.
Skillsdag
Der afholdes skillsdage for begyndere - læger, sygeplejersker og sosu løbende hver 3. måned. Der øves i at lægge perifer venekateter, tage a-gas, lægge ventrikelsonde og dybt svælgsug. Herudover gennemgås igangsætning af high flow ilt og non invasiv ventilation og hvordan.
Der er også afholdt skillsdag for erfarne - læger og sygeplejersker. Her øves der anlæggelse af pleuradræn, lumbalpunktur, blanding af forskellig medicin og administration på pumpe hhv. dråbetæller samt opsætning og aflæsning af telemetri.
Konferencer
Generelt
Der afholdes flere konferencer ila. dagen, både interne og tværfaglig med deltagelse af de medicinske læger. Til alle konferencer drøftes udvalgte patientforløb og der er mulighed for feedback eller kompetencevurdering således der altid bidrages til læring eller vidensdeling.
Morgenkonference
Hver morgen mødes alle læger kl. 8.00 i Akutafdelingens konferencerum. Morgenkonferencen ledes af indgående for- eller mellemvagt og forløber dagligt efter følgende skabelon:
- Arbejdsfordeling
- Overlevering af tids- eller flowkritiske informationer fra vagten
- Registrering af patienter til forskningsprojekter som ikke kunne indgå i projektet
- Informationer fra afdelingsledelsen
- Undervisning (jvf. undervisningsplanen) el.
- Møde (speciallæger / YL /...)
Tavlemøde i hvert team
(mødet ledes af teamets speciallæge men uddannelseslægen kan lede mødet og derved træne formidling og kommunikation)
I hverdagen kl. 09.00, i weekenden kl. 08.45 mødes alle læger og plejepersonalet i hver sit team hvor der gennemgås, prioriteres og fordeles teamets patienter.
Der laves også aftaler om samarbejdet for dagen, administrative opgaver til teamet, planlagt uddannelse for yngre læger og plejepersonalet og afklares evt. særlige aftaler for dagen (f.eks. møder).
Middags-tavlekonference
Alle Akutafdelingens læger mødes kl. 14 ved Cetrea-tavlen bag ved sekretærerne. Er man forhindret f.eks. pga. dårlig patient, må man gerne oplyse sine kollegaer herom. Akutlægen i hvert team er i samarbejde med sine yngre læger ansvarlig for at vælge en patient, som der ønskers at fremlægges. Yngre læge præsenterer patientforløbet struktureret og følger ISTAP modellen. Der gennemgås ikke alle patienter, da mødet ikke handler om flow men om læring. Mødet forventes afviklet på ca. 15 minutter.
Formål med mødet er først og fremmest at forbedre læringsmiljøet på afdelingen. Der er både mulighed for faglig sparring for komplekse patienter men også for vidensdeling ift. interessante patientcases. Derudover kan uddannelseslægerne øve sig i vha. ISTAP modellen kort og struktureret at præsentere en patientcase.
Vagtskifteoverlevering
Det afgående daghold og tilkommende vagthold af Akutafdelingens læger samt de vagthævende medicinske læger i Akutafdelingen mødes kl. 17 ved Cetrea-tavlen bag ved sekretærerne til gennemgang af Akutafdelingens patienter.
- Der fortages relevante overlevering af specialepatienter
- Der aftales evt. videre planer
- Nye patientansvarlige læger sættes på tavlen
- Vagttelefoner overdrages
Aftentavlemøde
Hele Akutafdelingens vagthold og de medicinske læger mødes kl. 19.30 ved Cetrea-tavlen bag ved sekretærerne til gennemgang af mulige medicinske specialepatienter.
Ad-hoc konferencer
Forgår typisk initialt ved Cetrea-tavlen bag ved sekretærerne og omfatter ofte kun Akutafdelingens læger for bagefter at blive formidlet videre til alt personale i de enkelte teams.
Eks.
- I tilfælde af truende crowding
- I tilfælde af beredskabskald
Kurser
Uddannelseslægerne deltager i alle obligatoriske kurser.
Ved ønske om deltagelse i ikke-obligatoriske kurser og kongresser skrives en motiveret ansøgning til cheflægen. Det forventes at uddannelseslægen efterfølgende fremlægger den nye viden for afdelingens øvrige lægestab f.eks. i forbindelse med undervisningssession, morgenkonference eller lignende.
Alle kursusansøgninger skal afleveres elektronisk.
Fokuserede ophold
Som KBU-læge i Akutafdelingen har man ret til i alt fire besøgsdage i løbet af den 6 måneders ansættelse. Dette giver mulighed for at afprøve 1 eller 2 andre specialer.
HU-læger i Almen medicin har 2 ugers fokuseret ophold i valgfrie kirurgiske specialer.
Fokuserede ophold og besøgsdage skal aftales med den UALO tidligst muligt i ansættelsen og dernæst koordineres med vagtplanlægger, så der kan gøres plads til det i arbejdsplanen. Det kan derfor være en fordel, at man allerede inden ansættelsesstart har gjort sig tanke om, på hvilke afdelinger man ønsker et fokuseret ophold.
Forskning
I Akutafdelingen er der mulighed for at deltager i forskellige videnskabelige aktiviteter som f.eks. kritisk litteraturlæsning, Journal Club og lignende forud for f.eks. torsdagens speciallægeundervisning. Ved interesse for forskning vil du blive støttet af UALO, Cheflæge og hospitalets forskningsenhed samt professor i Akutmedicin ved Århus Universitet.
Der tilbydes, at man kan lave mindre organisatoriske eller faglige projekter afhængig af overskud til det under vejledning fra speciallægerne i Akutafdelingen eller de nævnte forskningsaktører. Alle I-læger og HU-læger i Akutmedicin får tilbudt at besøge Center for Akutforskning på AUH i Skejby med henblik på at få en indføring i de akutmedicinske forskningsmuligheder og aktuelle forskningsprojekter på Akutområdet.
Akutafdelingen deltager løbende i forskningsprojekter initieret af andre specialer eller eget speciale.