Om projektet

Esben Merrild.

Projekttitel

Forbedring af diuretisk behandling ved akut hjertesvigt.

Periode

Februar 2025 - Januar 2028.

Forskningsområde

Esben Merrild undersøger, hvordan vanddrivende medicin bedst gives til patienter med akut hjertesvigt, så de hurtigere får det bedre.

Afdeling og vejledere

Afdeling

Medicinsk Afdeling.

Vejledere

  • Kasper Glerup Lauridsen (hovedvejleder), lektor, læge, ph.d., FAHA, FERC, Medicinsk afdeling, Regionshospitalet Randers
  • Bo Løfgren, ledende kardiologisk overlæge, postgraduat klinisk lektor, ph.d., FAHA, FESC, Medicinsk afdeling, Regionshospitalet Randers
  • Henrik Birn, professor, nefrologisk overlæge, ph.d., dr.med., Nyremedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital
  • Christian Bo Poulsen, kardiologisk speciallæge, ph.d.

Baggrund og formål

Baggrund

Akut dekompenseret hjertesvigt er en af de hyppigste årsager til hospitalsindlæggelse og er forbundet med høj dødelighed og stort ressourceforbrug. Et centralt klinisk fund er væskeophobning, som behandles med loop-diuretika.

Evidensen for optimal dosering, administrationsform og kombination med andre diuretika er begrænset, og praksis varierer mellem hospitaler.

Dette ph.d.-projekt undersøger og udvikler strategier for mere effektiv diuretisk behandling hos patienter med akut hjertesvigt – fra kortlægning af nuværende praksis til design og gennemførelse af interventionsstudier.

Formål 

Formålet med forskningen er at forbedre den diuretiske behandling af patienter med akut hjertesvigt ved at:

  • Beskrive/ udbrede forståelsen af den kliniske vurdering af væskeophobning.
  • Kortlægge nuværende praksis og kliniske udfald.
  • Afprøve nye doserings- og administrationsstrategier i et multicenter randomiseret studie.

Metode

Ph.d.-projektet kombinerer:

  • Prospektive observationsstudier som beskriver kliniske og parakliniske markører for væskeophobning hos patienter med akut hjertesvigt.
  • Et større prospektivt observationsstudie i Region Midtjylland som kortlægger brugen af diuretika, variation mellem hospitaler og sammenhæng med kliniske outcomes ved akut hjertesvigt.
  • Et prospektivt, multicenter, randomiseret studie (INFUSE-AHF) som afprøver nye doserings- og administrationsstrategier for intravenøs diuretikabehandling.

Perspektiver

Projektet forventes at skabe ny viden om, hvilke diuretiske strategier ved akut hjertesvigt der er mest hensigtsmæssige og effektive.

Resultaterne kan anvendes direkte til at optimere patientbehandlingen og dermed forhåbentligt reducere symptomer, indlæggelsestid og ressourceforbrug.

Den nye viden vil danne grundlag for bedre evidensbaserede retningslinjer nationalt og internationalt.