Parkering

Som ansat skal du som udgangspunkt betale for at parkere på hospitalet. Der findes forskellige muligheder for at købe parkeringslicenser. 

Du kan læse mere om dem på siden for medarbejderparkering

Introduktionsdag, adgangskoder og ID-kort

Den første hverdag i hver måned med undtagelse af juli er der fælles introduktion for hele hospitalet. Hvis du ansættes i juli, vil introduktionen i stedet foregå i august.

Før fællesintroduktionen møder du ind ved indgang A ved Informationen kl. 8.30. Her modtages du af en udviklingssygeplejerske fra Medicinsk Afdeling og får hjælp til oprettelse af en adgangskode til computeren og de fleste af de it-systemer, du skal bruge, samt bestilling af ID-kort. 

ID-kortet/nøglekortet fungerer som nøgle til nogle af indgangene samt til omklædningsrummene og hospitalets motionsklub, hvis du er medlem. Dit ID-kort/nøglekort er personligt, og derfor skal du vælge en særlig fire-cifret kode til dit ID-kort.

Resten af dagen er sat af til hospitalets fællesintroduktion.

Ny i Randers

Se hospitalets information til dig som nyansat. Find praktisk information, information om hospitalet, retningslinjer for brug af it, sygemelding mm. samt oplysninger om diverse medarbejdertilbud og meget meget mere.

Gå til Ny i Randers

Nøgler

Du kan få udleveret og aflevere nøgler i Informationen (Skovlyvej 15, Indgang A). Det gælder både aflevering og udlevering af nøgler i forbindelse med nyansættelser, fratrædelser eller afdelingsskift.

Uniform/påklædning

Det er ikke alle, der bærer uniform på hospitalet. Men skal du, eller vælger du at bære uniform, så skal du følge regionens uniformsetikette.

Uniformer tilhører desuden hospitalet og må ikke tages med hjem. Du tager en ren uniform på ved arbejdstids begyndelse og ved arbejdstids ophør lægges den til vask. Din afdeling kan fortælle dig, hvor du henter og afleverer uniformer.

Omklædning – skab til omklædning og opbevaring

Som ansat på Regionshospitalet Randers har du mulighed for at få et skab til omklædning og opbevaring af dine ting.

For at få et skab skal du henvende dig i Informationen ved indgang A, Skovlyvej 15. Informationen registrerer dig med skabsnummer og udleverer et mærkat med dit navn og tjenestenummer, som du skal sætte på dit skab.

Det er vigtigt, at du sætter mærkatet på, så det er synligt for andre. Hvis du ønsker en hængelås til dit skab, skal du selv medbringe den. Når du ikke længere har brug for dit skab, fx ved opsigelse, barsel eller andet, skal du give besked til Informationen.

Vagtplan

Det er en oversygeplejerske eller en sygeplejerske med funktion som vagtplanlægger, der udarbejder vagtplanen. Vi anvender systemet MinPlan. 

Du har store muligheder for at få indflydelse på vagtplanen. Helligdage og ferier fordeles i fællesskab. Når du modtager introduktionsmaterialet, vil der også være en oversigt over mødetider og aktiviteter for den første måned af din ansættelse.

Kantine

Kantinen er åben for både ansatte, patienter og pårørende. Kantinen er åben til morgen, frokost og aftensmad. På helligdage kan der være reducerede åbningstider.

Kantinen modtager kun betaling med ID-kort, MobilePay og dankort på beløbet.

Læs mere om Kantinen.