2. august 2021

Besøger du et af regionens hospitaler den kommende tid, så modtager du måske et spørgeskema med digital post eller almindelig post i løbet af efteråret, som vi håber du vil besvare.

Din oplevelse som patient eller pårørende er værdifuld for os - og det kan komme andre patienter og pårørende til gavn, at du fortæller os om dine oplevelser. Derfor håber vi, du vil hjælpe os ved at besvare det spørgeskema, du måske får, efter du har besøgt Regionshospitalet Randers.

Spørgeskemaet er en del af den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), som Danmarks fem regioner står bag. Undersøgelsen blev første gang lavet i 2000 og giver landets regioner, hospitaler og afdelinger mulighed for at få systematisk patientfeedback.

Dine erfaringer hjælper os til at blive bedre

Som patient har du nemlig en unik viden om, hvordan det er at være patient eller pårørende. Du ved, hvad der er vigtigt for dig, og du kan besvare spørgsmål om, hvad du synes, der fungerer godt, og hvad du ønsker, der kunne laves om.

Dine erfaringer hjælper os med at forbedre kvaliteten på vores hospitaler, og måden vi kommunikerer på. Derfor har vi brug for så mange input og ærlige meninger som muligt.

På forhånd tak.

Læs mere om den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) på www.patientoplevelser.dk/lup