Har du selv erfaring med psykisk sygdom?
Mange bliver igennem livet berørt af psykisk sygdom - enten selv eller hos pårørende. Vi opfordrer dig til at dele dine erfaringer med psykisk sygdom med din vejleder. Det kan du gøre ved din introduktion eller startdrøftelse.
Af hensyn til dit studieforløb anbefaler vi, at du ikke kommer i oplæring i en enhed, hvor du eller dine nærmeste har haft eller har en tilknytning til.
Praktiske informationer
Find vej og parkering
I dit velkomstbrev står der, hvor og hvornår du skal møde ind på din første dag.
Se oversigtskort og find parkering
Påklædning
Du har dit eget tøj på, når du går på arbejde i Psykiatrien. Det er vigtigt, at det signalerer faglighed og professionalisme. Dit tøj må derudover ikke forstyrre kommunikationen med eller relationen til patienten.
Det er et krav at have tøj med lommer, så du kan bære f.eks. dine nøgler.
Nøgler og navneskilt
Når du møder første dag, er det vigtigt, at du medbringer dit nøglekort og navneskilt fra tidligere hospitalspraktikker, så de kan blive omkodet til brug i afdelingen Psykiatri. Det hjælper din vejleder dig med.
Det er vigtigt, at du tager navneskiltet på, hver gang du møder i vagt.
Børne- og straffeattest
For at du kan komme i praktik hos os, skal vi se din børne- og straffeattest. Vi sender dig en mail i e-Boks, hvor du skal give samtykke til, at vi må se den.
Tavshedspligt
Du har tavshedspligt under dit praktikforløb. Det betyder, at du ikke må dele personfølsomme oplysninger med personer, der ikke er involveret i patientens behandling.
Du skal anonymisere patienter, hvis du anvender dem i dine studieaktiviteter.
Mangler du stadig svar?
Mangler du stadig svar på et spørgsmål? Så skriver du bare til din vejleder.