Mål for vores arbejde

Serviceafdelingen har følgende mål:

  • At vi i vores daglige arbejde er med til at skabe et godt omdømme for hospitalet.
  • At vi kan medvirke til et godt tværfagligt samarbejde mellem afdelingerne og os.
  • At vi er troværdige samarbejdspartnere, der i dialog med afdelingerne kan prioritere arbejdsopgaverne, således dette er til gavn for helheden.
  • At vi gennem uddannelse og løbende dialog kan udvikle vore kompetencer. Dette blandt andet for at vi kan levere det bedste opnåelige stykke arbejde til gavn for afdelingerne og ikke mindst for patienterne.

Afdelingens opgaver

I Serviceafdelingen har vi ansvaret for en lang række meget forskelligartede opgaver. Nogle medarbejdere håndterer én opgave, mens andre i deres stilling har ansvar for flere funktioner.

På hospitalet står vores afdeling for følgende i alfabetisk rækkefølge:

Affaldshåndtering 
Alt servicepersonale deltager i den interne håndtering af affald. På hospitalet arbejder vi målrettet med bæredygtighed, og en del af vores affald skal derfor sorteres, så det kan genanvendes.

Fast vagt 
Vi sidder som faste vagter hos patienter, der har brug for, at der er nogen hos dem hele tiden. Det kan være, at patienten er døende, dement, udadreagerende eller andet.

Forflytningsopgaver 
Forflytning af patienter kan være at flytte operationspatienter op på operationslejet, så de ligger bedst muligt i forhold til operationen. Det kan også være, at der er behov for hjælp på sengeafsnittene til at få patienterne flyttet eller vendt, så man kan hjælpe dem med hygiejnen, få dem op at sidde eller andet.

Fællesarkiv 
Vi holder styr på de papirjournaler, vi har, samt står for indskanning af prøvesvar.

Godstransport 
Vi transporterer alle typer varer rundt internt på hospitalet såvel som eksternt mellem hospitaler, sundhedshuse og hospice.

Hjertestop 
Dele af den serviceassistentuddannede faggruppe deltager i hjerte-lungeredning, når der bliver kaldt hjertestop på hospitalet. Serviceassistenterne deltager i opgaven sammen med sundhedsfagligt personale.

Informationen 
Vi sidder ved hospitalets hovedindgang og tager telefonen, når man ringer til hospitalets hovednummer. Vi kan give pårørende oplysninger omkring indlagte patienter. Derudover overvåger vi, om der eks. går en brandalarm, samt hjælper med vejvisning, nøgleudlevering, ID-Kort, parkering mm.

Linneddepot 
I Linneddepotet vasker vi særlige effekter, klude og dragter. 

Madhåndtering 
På sengeafsnittene står vi for at udlevere mad til patienterne.

Mødehåndtering 
Vi hjælper afdelingerne eller eksterne med at booke mødelokaler og står for evt. opdækning, håndtering af forudbestilt forplejning samt afrydning.

Patienttransport 
Hvis patienterne har brug for hjælp for at komme fra afdeling til afdeling eller fra hospitalet til de psykiatriske afdelinger, hjælper vi med at få dem bragt trygt derhen.

Post- og pakkesortering 
Vi håndterer og bringer den post ud, der kommer ind på hospitalet. Derudover transporterer vi den interne post rundt, som bliver sendt fra en afdeling til en anden.

Rengøring 
Vi står for rengøring af alle arealer, stuer, klinikker, mødelokaler, materiel mm.

Uddannelse 
Afdelingen varetager den løbende uddannelse af serviceassistentelever.

Vagtrundering 
Medarbejdere i Serviceafdelingen runderer på hele hospitalet og tjekker, at de rigtige døre er aflåst, at tyverialarmerne er sat til, at der ikke er opstået brand mv.

Varemodtagelse og udbringning 
I Varemodtagelsen/Indkøbskontoret modtager vi de varer, der er bestilt til hospitalet. Vi pakker dem til afdelingerne og sørger for, at de bliver bragt ud.

Vikarbureau for plejen 
Vikarbureauet er forankret i Serviceafdelingen. Herfra hjælper vi afdelingerne på hospitalet inkl. Lægevagten med at finde sygeplejerske- og SOSU-vikarer.

Kontakt

Telefon

Kontakt Serviceafdelingen via Informationen på 

Tlf. 78 42 29 00

Telefontid

Alle hverdage kl. 7-18

Mail

Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Hvis du repræsenterer en virksomhed, anbefaler vi, at du sender din henvendelse via virk.dk.

Skriv en mail til vores funktionspostkasse:

Skriv til Serviceafdelingen

Adresse

Postadresse

Serviceafdelingen 
Regionshospitalet Randers 
Skovlyvej 15 
8930 Randers NØ

Find afdelingens sekretariat og ledelse

Gå til indgang F ved Skovlyvej 17. 
Du finder sekretariatet på gangen til højre for indgangen.

Se placering på hospitalets webkort