Se en oversigt over de planlagte aktiviteter, ture og møder for indeværende kalenderår. Deltagelse kræver medlemskab af klubben.

Om programmet og evt. ændringer

Programmet dækker perioden fra den ene generalforsamling til den næste. Generalforsamlingen afholdes i starten af året og varsles i årsprogrammet for Seniorklubben.

Hvis der er ændringer til programmet samt evt. remindere i forhold til tilmelding mv., vil de blive sendt til klubbens medlemmer pr. mail.

Medlemsmøder

Møder i 2024

18. januar 2024 kl. 14 i M4

Generalforsamling.

Se referatet fra generalforsamlingen

21. marts 2024 kl. 14 i mødelokale M4

Projektleder Anders Snæver Østergaard fra teknisk afdelingen og projektleder Charlotte Holst Møller fra administration kommer og fortæller os om nybyggeriet på Regionshospitalet Randers.

De vil fortælle os nærmere om hvilke tanker der er gjort ift. at få så godt et byggeprojekt som muligt, hvor tid, økonomi og kvalitet er overholdt. De vil blandt andet komme ind omkring hvordan udbudsmetoden skal være med til at understøtte dette.

Endvidere vil de fortælle os lidt om hospitalets organisering og hvordan de kliniske brugere vil blive inddraget i løbet af byggeprojektet. Oplægget vil også indeholde en kort gennemgang af projektet med visualiseringer og de tanker der ligger bag det arkitektoniske udtryk. Bæredygtighed fylder også en del i byggeprojektet, og der vil derfor også blive fortalt lidt om tankerne ift. dette.

16. maj 2024 kl. 14 i mødelokale M4

Finurlige fortællinger og fornøjelige eventyr med Aase Klith
Historiefortælleren Aase Klith har fundet muntre og skæve fortællinger frem for at give dem liv og stemme, helt uden manuskript, en hyggelig torsdag eftermiddag i maj.

Som pensioneret bibliotekar finder hun ofte inspiration i noveller, eventyr og andre underfundige beretninger, der har stof til eftertanke og forundring. Aase fortæller historier med glimt i øjet og smil i hjertet. Hun er Randers Fortæller.

15. august 2024 kl. 14 i mødelokale M4

Jens Bach Andersen fortæller om den tidligere proprietærgård ved Randers, Helstedgaard. Denne gård er på blot 100 år gået fra at være helt overdådig til den totale ruin, der nu står som en meget dragende spøgelsesejendom.
Undervejs har der været et utal af ejere og anvendelser på gården. Blandt de mest bemærkelsesværdige finder man den tyske besættelsesmagt, det amerikanske oliefirma DAPCO, flygtningelejr for 500 tyske krigsflygtninge, specialarbejderskole, plejehjem, mælkecentral og meget andet.

I foredraget ruller over hele gårdens historie ud og giver portræt af to af ejerne. Begge er meget farverige og interessante personer, der på hver sin vis satte markante aftryk i Randers og omegn.

Der er desuden mulighed for at købe bøger til reduceret pris i forbindelse med foredrag.

24. oktober kl. 14 i mødelokale M4

Livskvalitet handler også om humor ved sognepræst Henrik Oest
Causerende foredrag om livskvalitet, hvortil humor spiller en afgørende rolle. Hvad er livskvalitet, - og hvad er ikke, - om hvor forskelligt opfattelsen af livskvalitet kan være fra person til person. Om hvordan humor, - og især sort humor og bidende ironi ofte kan bruges til at løse op for vanskelige emner.

Med humoristiske eksempler af blandt andre Piet Hein og Storm. Et tænksomt og opmuntrende foredrag.

28. november kl. 13 i mødelokale M4

Julefrokost. Nærmere info følger primo november.

Møder i 2025

16. januar kl. 14 i mødelokale M4

Generalforsamling. Nærmere info følger.

Ture og udflugter

Se oversigt over beskrivelse af de planlagte udflugter i løbet af året nedenfor. Beskrivelser af gennemførte ture, fotos, referater fra klubmøder mm. kan findes på klubbens Google-drev.

Sommerudflugt til Lemvig den 30. maj 2024

Afgang fra Brotoften, Randers kl. 07:15.

Efter afgang fra Randers kører vi over Viborg, undervejs holder vi pause og får kaffe, rundstykke ved bussen. Videre til Vinderup, Struer og Lemvig, hvor vi skal have rundvisning på Klimatoriet. Klimatoriet er Danmarks internationale klimacenter. Forum for klimatilpasningsprojekter og klimaforebyggelse. Missionen er at udvikle og formidle nye løsninger på udfordringer indenfor områderne: Kystnære klimaudfordringer, grøn energi, cirkulær økonomi, vand og miljø gennem sammenarbejde.

Herefter kører vi til Vilhelmsborg Kro, hvor vi spiser frokost. Efter frokosten kører vi ad små veje til Heldum kirke, hvor Jane Åmund er begravet.

Hjemturen går over Holstebro tilbage til Randers, med en pause undervejs på rasteplads ”Jyllands Midtpunkt”. Forventet hjemkomst i Randers ca. kl. 18:00.

Pris: Kr. 545
Sidste tilmelding den 17.maj på mail til Kirsten Møller Pedersen på mail: kirstenmp@email.dk

OBS
Betaling på udflugtsdagen:
Via MobilePay til Fårup Rute- og Turistbusser telefonnummer oplyses senere – eller kontant betaling med ”fysiske” penge. Pengene afleveres til Kirsten i konvoluter ved entre i bussen. På kuverten skal deltagerne skrive deres fulde navn og vedlægge beløbet i kuverten. Betales med MobilePay skrives der også fulde navn på en kuvert,samt eget telefonnummer, samt det telefonnummer man har overført pengene til. Kirsten giver herefter kuverterne til buschaufføren.

Ved afbud 3 dage før udflugten skal der betales 250 kr. Pengene skal deltageren selv indbetale til Fårup Rute- og Turistbusser via bankoverførsel.

Efterårsudflugt til Støvrignggaard Kloster, Bramslev Bakker og Gasmuseet i Hobro den 5. september 2024

Afgang fra Brotoften, Randers kl. 08:15.

Efter opsamling kører vi gennem de nedre byer, kaffe og rundstykker ved bussen ved Støvringgaard. Herefter går vi ind på Støvringgaard Kloster og får rundvisning. Efter rundvisning går turen over Hadsund til Restaurant Bramslev Bakker, hvor vi spiser middag. Derfra kører vi til Gasmuseet i Hobro, hvor vi får dagens sidste rundvisning. Herefter direkte hjem til Randers. Forventet hjemkomst ca. kl. 17:30/18:00.

Pris: Kr. 585
Sidste tilmelding den 26. august på mail til Kirsten Møller Pedersen på mail: kirstenmp@email.dk

OBS
Betaling på udflugtsdagen:
Via MobilePay til Fårup Rute- og Turistbusser telefonnummer oplyses senere – eller kontant betaling med ”fysiske” penge. Pengene afleveres til Kirsten i konvoluter ved entre i bussen. På kuverten skal deltagerne skrive deres fulde navn og vedlægge beløbet i kuverten. Betales med MobilePay skrives der også fulde navn på en kuvert, samt eget telefonnummer, samt det telefonnummer man har overført pengene til. Kirsten giver herefter kuverterne til buschaufføren.

Ved afbud 3 dage før udflugten skal der betales 250 kr. Pengene skal deltageren selv indbetale til Fårup Rute- og Turistbusser via bankoverførsel.