Klinisk hvidt er erstattet af beroligende lyd og lys på alle hospitalets fødestuer, der efter en opgradering til sansefødestuer har fået et helt nyt udtryk.

Et helt nyt udtryk

Blødt orange lys lyser fødestue op.
På de nye sansefødestuer er lys og lyd med til at sætte stemningen. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Beroligende musik og lyde fra naturen, dæmpet rolig belysning og en atmosfære der indbyder til ro og tryghed. Det er den stemning, der fremover møder alle fødende, når de kommer til Fødeafsnittets i Randers' fødestuer.

Alle Regionshospitalet Randers' fødestuer er nemlig blevet opgraderet til sansefødestuer, der via lyd, lys og en stor skærm skal gøre stuerne mindre kliniske og mere hjemlige.

Den fødende og hendes partner kan selv være med til at præge stemningen i rummet gennem forskellige temaer, som styres på en lille skærm. På den måde kan de selv vælge den atmosfære, de finder mest behagelig.

- Det er vigtigt for os, at alle fødende får den samme oplevelse, når de kommer hos os. Derfor har vi valgt at opgradere alle vores stuer, siger vicechefjordemoder Louise Thorup.

Et professionelt og afprøvet koncept

Fødestue i normalt hvidt lys før opgraderingen til sansefødestue.
Fødestue på hospitalet før opgraderingen til sansefødestue. Foto: Helle Brandstrup Larsen

Opgraderingen af alle Fødeafsnittets seks fødestuer er blevet mulig, fordi Regionsrådet i Region Midtjylland i 2021 tildelte alle regionens hospitaler penge til at gøre sine fødestuer mere familievenlige og interaktive.

Siden har Fødeafsnittet i Randers brugt tid på at finde ud af, hvordan pengene skulle bruges bedst muligt til gavn for de fødende og personalet, bl.a. gennem inspirationsture til andre hospitaler med interaktive fødestuer.

- Vi ville gerne bruge pengene rigtigt. Derfor ville vi have noget professionelt og afprøvet. Og så ville vi gerne have noget, der skaber en rar atmosfære med tryghed og ro for den fødende, men som ikke fylder og overstimulerer, forklarer vicechefjordemoder Louise Thorup.

Effekten af stuerne følges tæt

Tidligere forskning på det koncept, Fødeafsnittet har valgt viser, at sansefødestuerne kan være med til at nedbringe antallet af akutte kejsersnit og brugen af ve-stimulerende medicin. Om det også bliver tilfældet i Randers, vil tiden vise, Fødeafsnittet planlægger nemlig selv at forske på de opgraderede fødestuer.

De vil bl.a. undersøge, hvordan det går med fødslerne før og efter sansefødestuerne tages i brug. Derudover vil de undersøge brugeroplevelsen både blandt de fødende og deres partner, men også blandt personalet.

- Vi håber, at stuerne ikke kun kommer de fødende til gavn, men også giver noget positivt til personalets arbejdsmiljø. Vi har i hvert fald hørt, at sansefødestuerne er personalets favoritter at arbejde på andre steder, siger Louise Thorup.

Læs mere om Regionsrådets bevilling her: Udmøntning af midler til etablering af familievenlige interaktive fødestuer.