27. maj 2021

Evalueringen af de første 100 koloskopier lavet med bedøvelsesmetoden NAPS på Regionshospitalet Randers viser, at ingen har fået alvorlige bivirkninger. Derfor tages metoden nu også i brug til gastroskopier.

Bedøvelsesmetoden NAPS er sikker og kan bruges uden alvorlige komplikationer. Det viser evalueringen af de første 100 koloskopier (kikkertundersøgelse af tyktarmen), som enheden for Kikkertundersøgelser på Regionshospitalet Randers har lavet med bedøvelsesmetoden.

I forbindelse med de første 100 koloskopier med NAPS har kun en enkelt patient kortvarigt fået et blodtryksfald, som rettede sig af sig selv ved afbrydelse af proceduren. Derfor tilbydes bedøvelsesformen nu også i forbindelse med gastroskopier (kikkerundersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen) på Regionshospitalet Randers.

Afsnit for Kikkertundersøgelser gik i gang med at implementere bedøvelsesmetoden NAPS i januar 2020, som de første i Region Midtjylland. NAPS står for (Nurse-Administrated-Propofol-Sedation) og er en bedøvelsesmetode, der gør det muligt at fin-regulere bedøvelsen til patienterne, så smerter og ubehag ved undersøgelsen minimeres. Patienterne har ikke brug for hjælp til at trække vejret, og derfor kan bedøvelsen foretages af specialuddannede sygeplejersker.

En mere fleksibel løsning

Hvis patienterne skal i fuld bedøvelse, skal de have en samtale med en anæstesiolog inden. Men med NAPS kan uddannede sygeplejersker i Kikkertundersøgelser selv tale med patienterne og visitere dem, hvis de opfylder retningslinjerne for brugen af metoden.

- Det gør det nemmere og mere fleksibelt og betyder, at patienterne kan komme til hurtigere, fordi de ikke først skal bookes til en samtale med en anæstesiolog. På den måde undgår de også at skulle ind på hospitalet en ekstra gang, siger Hanne Lindberg Hvam, der er afdelingssygeplejerske for Kikkertundersøgelser.

NAPS har også den fordel, at patienterne allerede 20-30 minutter efter at have fået den sidste bedøvelse selv kan rejse sig og tage tøj på. Når de har fået lidt at spise og drikke kan de tage hjem. Dermed undgår de turen forbi Opvågningen.

Gode patientforløb

- Derudover oplever vi, at patienterne er glade for muligheden. En del patienter frygter at skulle have foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen pga. angst eller tidligere dårlige oplevelser. Det kan vi imødekomme med NAPS, supplerer overlæge Jesper Beck Sørensen, der er en af de fem NAPS-uddannede læger i Kikkertundersøgelser.

Også oversygeplejerske Eva Hansen og ledende overlæge Anne-Sofie Kannerup, Kirurgisk Fællesafdeling, er glade for de muligheder NAPS har givet afdelingen.

- Med NAPS er det lykkedes os at tilbyde bedre patientforløb, både når det kommer til patientoplevelsen, men også organisatorisk hvor specielt ventetid til undersøgelse før og på dagen tidligere har været en udfordring. Her er NAPS en stor hjælp, fordi det alene er NAPS-personalet, der håndterer planlægningen, siger de.

FAKTA

Personalet, der udfører NAPS, på Kikkertundersøgelser er uddannet på Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation (CAMES), Region Hovedstaden.

Uddannelsen består af et 2-dages kursus med teori og simulationstræning, hvor der øves færdigheder i dosering, observation og luftvejshåndtering. Kurset afsluttes med en eksamen og et efterfølgende praktikophold på Herlev/Hillerød Hospitaler, hvor man har mangeårig erfaring med procedurer udført i NAPS. Den praktiske del er for sygeplejerskerne 60 superviserede NAPS-procedurer og for lægernes vedkommende en dags supervision/observation.

Læs hele rapporten om de første 100 NAPS-skopier her.

For mere info kontakt afdelingssygeplejerske Hanne Lindberg Hvam, Tlf.: 78 42 35 52, hannhvam@rm.dk