12. maj 2021
Kirurgisk Fællesafdeling på Regionshospitalet Randers er begejstret for ny studieordning, der sender medicinstuderende på kandidatuddannelsen otte uger i klinik i stedet for fire uger.
På Kirurgisk Fællesafdeling oplever de, at det er en gevinst for både afdelingen og de studerende, at klinikopholdet på 3. semester af kandidatuddannelsen i medicin er blevet forlænget fra fire til otte uger med en ny studieordning.
Susanne Haas, der er klinisk lektor og UPL i Kirurgisk Fællesafdeling, fortæller, at de studerende bliver en meget større del af afdelingen, fordi der er bedre tid til at lære de studerende og deres kompetencer at kende.
- De bliver rigtigt dygtige og kan tage mange flere ting selvstændigt – selvfølgelig med supervision og konfereret med en ældre kollega, som det skal og bør være, fortæller hun.
Medicinstuderende Mikkel Junge Pedersen og sygeplejerske Alexandra Marie Rehn under den praktisk eksamen, der afslutter klinikopholdet. Også sygeplejerskerne mærker de medicinstuderendes udvikling som en hjælp. Foto: Susanne Haas
Med det dobbelt så lange klinikophold er der et mindre flow af studerende gennem afdelingen, og det betyder ifølge Susanne Haas, at de studerende bliver en gevinst i det daglige arbejde i stedet for en forstyrrelse.
- Vi skal jo lige lure folk af, før vi tør give tøjlerne fri, men med fire uger ekstra har vi tid til, at de studerende kan få flere opgaver og mere ansvar, og de yngre læger oplever dem som en hjælp i ambulatoriet og til stuegang, siger hun.
Mere praktisk erfaring
Lucas Yang Fisker er en af de studerende, der har haft et otte ugers klinikophold i Kirurgisk Fællesafdeling. Han har tidligere oplevet, at klinikophold kan være så korte, at han ikke nåede at få lov til at få sine egne opgaver. Den oplevelse har været helt anderledes på Kirurgisk Fællesafdeling, hvor han både har gået stuegang og haft patienter i ambulatoriet.
- Man har fået mere ro til at udvikle sig ved at være længere på en afdeling. Den første måned fatter man ikke, hvad der er op og ned, men når man har lært afdelingen at kende, ved man, hvordan patienternes forløb er, og hvor man kan lære en masse, siger han.
Egentlig tror han godt, han kunne have udviklet de samme kliniske egenskaber på fire uger, men han oplever alligevel, at den ekstra tid til praktisk erfaring er værdifuld.
- Det betyder alt. Vi kan godt meget af teorien, men vi sidder med hovedet i bøgerne, og det er en helt anden dynamik, når man kommer ud virkeligheden, fortæller Lucas Yang Fisker.
Bedre muligheder for at guide gennem feedback
Den udlægning er Susanne Haas enig i. For med den nye studieordning følger også krav om mere systematiseret feedback, ligesom de studerende til sidst får en samlet vurdering baseret på deres tid i afdelingen og en praktisk eksamen, inspireret fra sygeplejerskeuddannelsen.
- Vi har bedre mulighed for at guide dem i forhold til deres styrker og udviklingspotentialer. Det stiller nogle store krav, og der skal lægges noget mere arbejde i forhold til at vinge kompetencer af på en liste, som vi gjorde før. Men når man kan se, hvad det betyder for deres udvikling, så giver det mening, siger hun.
- Og så får vi jo et bedre rekrutteringsgrundlag til afdelingen og en mulighed for at spotte nogle talenter her og der, tilføjer hun.