Læs om uddannelse af læger i Laboratorieenheden - Patologi.

Fakta om afdelingen

Patologisk anatomi og cytologi er et relativt centralt speciale, der betjener det samlede sundhedsvæsen fra privat praktiserende læger og speciallæger til sygehusafdelinger med diagnostisk vurdering af celle- og vævsprøver samt større operationspræparater.

En stor del af vores arbejde er naturligvis cancerdiagnostik, men vi varetager også diagnostik af andre tilstande fx inflammatoriske sygdomme og degenerative lidelser.

Arbejdsopgaver og -tilrettelæggelse

Arbejdsdagen er præget af selvstændigt arbejde under tæt supervision afhængig af uddannelsesniveauet. Arbejdet er afvekslende med et håndværksmæssigt islæt, men omfatter også de mere teoretiske sider. Da alle stillinger er vagtfri, er uddannelseslægerne altid til stede i dagtiden, og dette giver god basis for daglig læring. Der er også mulighed for evt. videnskabelig fordybelse.

Arbejdet omfatter også tværfaglige konferencer med kliniske afdelinger, primært Mave- og Tarmkirurgien, men til dels også Øre-, Næse- og Halsklinikken samt Kvindesygdomme og Fødsler. Vi har ugentlig kontakt med Kræftafdelingen, radiologerne og kirurgerne i det multidisciplinære team for colorektalcancer.

Organisering af den lægelige videreuddannelse i afdelingen

Laboratorieenheden - Patologi på Regionshospitalet i Randers deltager i uddannelsen af speciallæger i patologisk anatomi og cytologi på såvel introduktionslægeniveau som på 3. og evt. 4. år af hoveduddannelsen til speciallæge i patologi.

Introduktionsstilling

Ansættelse i en introstilling ved Laboratorieenheden – Patologi giver, som navnet siger, en introduktion til specialet med vægt på makroskopisk vurdering af gængse og mere specielle præparater samt til mikroskopisk undersøgelse af præparater mhp. beskrivelse og diagnosticering. Desuden deltager man i konferencer på afdelingen.

Hoveduddannelsesstilling

På. 3. år af hoveduddannelsen, og evt. noget af 4. og sidste år af denne, opholder de kommende speciallæger sig på afdelingen og fortsætter det arbejde, de fik introduktion til under introuddannelsen og de første år af specialiseringen. Blot er der nu større varians og sværhedsgrad i arbejdet og der er forventning om en hurtigere og mere selvstændig arbejdsindsats.   

Forskning

Afdelingen leverer data til mange kliniske databaser, hvilket stiller krav til de enkelte besvarelser. Man kan via databaserne få mulighed for at forske indenfor et evt. særinteresseområde eller deltage i kvalitetsarbejdet med laboratorieprocedurer og farvninger.

Undervisning, konferencer og kurser

Den daglige tætte kontakt mellem yngre læge og supervisor giver plads og tid til diskussion og undervisning, ligesom det prioriteres højt, at der er tid til læsning af relevant faglitteratur. Vi har ugentlige undervisningsseancer, hvor lægerne underviser hinanden på skift med f.eks. spændende eller lærerige tilfælde eller artikelgennemgange.

Vi lægger også stor vægt på deltagelse i de efteruddannelseskurser, der afholdes af Dansk Patologiselskab, DPAS. Ved DPAS’s årsmøde er der også mulighed for at præsentere et foredrag eller en poster om den videnskab, man evt. har lavet i løbet af ansættelsen.

Se også www.danskpatologi.org

Uddannelsesmiljø/visioner vedr. uddannelse

Vi mener, at vi på Laboratorieenheden - Patologi i Randers har skabt en læringskultur vedr. uddannelse af yngre læger præget af respekt og nærhed, så de uddannelsessøgende bliver klædt på til den videre færd enten i en uddannelsesstilling, som kan søges efter et års introduktion, eller til speciallægeautorisationen efter endt uddannelsesstilling.

Kontakt

Uddannelsesansvarlig overlæge

Parag Dabir

Mail: paradabi@rm.dk

Adresse

Laboratorieenheden - Patologi 
Regionshospitalet Randers 
Østervangsvej 48
8930 Randers NØ