Læs om uddannelse af læger i Kirurgi.

Fakta om afdelingen

Kirurgi varetager mave-tarm-kirurgi og deltager i den fælles akutte modtagelse.

Optageområdet udgør 280.000 indbyggere. Årligt udskrives ca. 4400 ptt - heraf er ca. 80 % akutte.

Patientkategorierne er:

  • Colorectale lidelser (maligne/benigne)
  • Galdesygdomme
  • Hernier inkl børne hernier
  • Perianale sygdomme inkl. komplicerede pinoidalcysteer
  • Elektive og akutte abdominale tiltande
  • Ulcus-sygdomme
  • Akut bugspytkirtel-betændelse
  • Abdominale traumer
  • Stomiproblemer

Afdelingen er pt. normeret til:

  • 6-8 organkirurgiske overlæger
  • 4-6 organkirurgiske afdelingslæger
  • 6-8 uddannelsessøgende læger i kirurgi (I, HU)
  • 5-7 yngre læger i forskellige uddannelsesforløb (KBU, HU i gynækologi/obstetrik)

Introduktion

Den første dag deltager den nyansatte i hospitalets fælles introduktion (dog kun hvis man ikke har været ansat på hospitalet inden for det sidste år).

På fællesintroduktionen præsenteres man for EPJ, hjertestopbehandling, brandslukning, DDKM og nogle af hospitalets forskellige funktioner og afdelinger.

I afdelingen vil man blive efterfølgende blive præsenteret for sine kolleger og få en rundvisning samt introduktion til afdelingen mm Oftest er der en hel formiddag afsat til dette.

Individuelle uddannelsesplaner bliver lagt hurtigst muligt efter ansættelsen sammen med vejlederen.

Arbejdsopgaver uddelegeres i forhold til udgangskompetencer. Selvstændige funktioner pålægges i forhold til disse kompetencer.

Selvstændig vagt pålægges, når husets rutinefunktioner og logistik kendes.

Arbejdsopgaver og -tilrettelæggelse

De ansatte læger placeres i vagthierarkiet efter uddannelsesniveau og kompetencer.

Der er en forvagt og en bagvagt i huset hele døgnet.

Bagvagt er en overlæge, der har tilkald fra bolig og går fast stuegang hver lørdag formiddag.

Vagtarbejdet består i modtagelse af akutte patienter, tilsyn på indlagte patienter, assistance til operationer og småindgreb efterhånden som kompetencerne udvikles.

Dagarbejdet foregår i Akutmodtagelsen, i ambulatoriet, på sengeafdelingerne, på de opererende afsnit og i afsnittet Kikkertundersøgelser.

Organisering af den lægelige videreuddannelse i afdelingen

Afdelingen har en uddannelsesansvarlig overlæge (UAO) og en uddannelseskoordinerende yngre læge (UKYL) og to kliniske lektorer.

UAO’erne har ansvaret for den postgraduate uddannelse og lektorerne for den prægraduate.

Alle uddannelsessøgende læger tildeles en hovedvejleder, med hvilken der afholdes uddannelsessamtaler.

Der er uddannelsesprogrammer for alle uddannelsesforløb i afdelingen.

Individuelle uddannelsesplaner udarbejdes i samarbejde med hovedvejlederen umiddelbart efter ansættelsen.

Uddannelsesmiljø/visioner vedr. uddannelse

Kirurgi i Randers bliver altid rost for at være en meget travl afdeling, hvor man får mulighed for at bestille noget - også selvstændigt.

Kolleger i den faste lægestab er omgængelige og gode til at supervisere og planlægge individuelle forløb ud fra den enkelte uddannelsessøgendes kompetencer og interesser.

Folk er glade for at være her, fordi stemningen er god, viljen til at undervise er tilstede, og der er rigeligt med patienter til enhver arbejdsivrig ung læge.

Forskning

Lektorerne og de øvrige overlæger støtter gerne op om alle interessante forskningsidéer fra en begynder-kasuistik til større projekter.

Der er kontinuerligt igangværende projekter i afdelingen, og forsknings-interesserede vil altid kunne finde interessante emner at gå i dybden med.

Der er en forskningsansvarlig overlæge i afdelingen.

Undervisning, konferencer og kurser

Dagen starter med morgenkonference kl. 7.45 i kirurgisk konferencerum, på plan 3.

Mandag over middag er der tværfaglig MDT (Multi-Disciplinær Team) – konference med gennemgang af afdelingens colorectal-cancer-patienter.

Torsdag kl. 8-9 er der intern undervisning i konferencerummet – her får den uddannelsessøgende læge også mulighed for at fremlægge små eller store projekter, udvalgte faglige emner, sygehistorier o.l. To til tre dage om ugen er der dagens case, som oftest er et lille oplæg på 5 min med noget spændende fra vagten, et billede eller andet.

Ansøgning om deltagelse i relevante kurser og konferencer/kongresser behandles imødekommende af den ledende overlæge.

Fokuserede ophold og uddannelsesdage afvikles efter aftale med den ledende overlæge og UAO.

Kontakt

Uddannelsesansvarlig overlæge

Marlene Julia Sørensen

Mail: marlesoe@rm.dk 
Tlf. 78 42 12 08

Adresse

Kirurgisk Fællesafdeling
Regionshospitalet Randers 
Skovlyvej 17 
8930 Randers NØ

Find afdelingen

Brug indgang F