Læs om uddannelsen af læger i Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers.

Fakta om afdelingen

Akutafdelingen varetager modtagelse af visiterede patienter fra primærsektoren og 112-opkald fra præhospitalet, der indlægges på Regionshospitalet Randers.

Akutafdelingen er på plan 4, hvor patienterne kan være indlagt i op til 36-timer. Vores skadestue og visitation ligger på plan 3.

Hovedparten af patienterne er intern medicinske, kardiologiske og organkirurgiske. Derudover modtages et mindre antal psykiatriske og gynækologiske patienter. De ortopædkirurgiske patienter modtages i Skadestuen, fra helt små skader til traumekald. Skadestuen er lægebemandet via ortopædkirurgisk afdeling.

Akutafdelingens lægestab består af en ledende overlæge, en UAO (uddannelsesansvarlig overlæge), akutlæger, I- og H-læger indenfor Akutmedicin, KBU-læger og AP-læger. Derudover allokeres læger fra medicinsk, kirurgisk og gynækologisk afdeling til døgndækkende vagtarbejde og stuegang i akutafdeling på egne overleverede speciale patienter. Disse vil døgnet rundt samarbejde med akutafdelingens læger.

Introduktion

Uddannelsesansvarlige overlæge

Det er uddannelsesansvarlige overlæge i Akutafdelingen har ansvaret for uddannelse af alle uddannelseslæger sammen med sit uddannelsesteam bestående af 1/flere UKYL-læger.

De uddannelsesansvarlige overlæge sikrer, at der til alle uddannelseslæger er udpeget en hovedvejleder. Hovedvejlederen er en læge, der minimum et niveau over uddannelseslægen i anciennitet dvs. enten en akutlæge, HU-læge, AP-læge eller I-læge, som er ansat i Akutafdelingen og følger uddannelseslægen gennem hele ansættelsen i Akutafdelingen.

Introduktionsprogrammet indeholder

En praktisk introduktion ved vores kvalitetssygeplejerske til hjertestop funktionen projekt medicin, telefonalarmer, brand, akutvognen, telemetri, spot måling af parametre, venflon, håndtering af ABL samt intro til Covid-håndtering i afdelingen inklusive værnemidler. Desuden en oplæring i trachealsugning og halspodning samt niv behandling.

Den uddannelsesansvarlige overlæge vil desuden introducere til gældende målbeskrivelser, uddannelsesprogrammer, udfærdigelse af uddannelsesplan, vejleder- og onboarding samtaler, 360 graders evaluering. Udfærdigelse af CV og karriereplan samt afdelingens uddannelsesaktiviteter herunder supervision, konstruktiv feedback, invers feedback og skemasat kompetence-vurdering og administrativ funktion samt buddy-ordning.

I løbet af introduktionsperioden vil der endvidere være en klinisk introduktion med fokus på: ABCDE, akutte kliniske syndromer og YL- funktion ifm. akut medicinsk kald, akut psykiatrisk kald, akut kasser, visitationsmanual for psykiatriske patienter, fys- og ergoterapeuter i afdelingen, fremskudt rusmiddelbehandler funktion, skadestuen, Covid-visitation og Covid-flowchart. Endelig vil man modtage undervisning ift.: Akut psykiatri, gynækologi og akutte kirurgiske tilstande, skadestuen samt triage af patienter.

Se også vores husorden om sygemelding, vagtplaner mm. (pdf)

Arbejdsopgaver og -tilrettelæggelse

Hovedopgaver

I Akutafdelingen er hovedopgaven at modtage, stabilisere, diagnostiske og iværksætte behandling af akut syge patienter og videregive dem til relevant speciale såfremt, de har brug for mere end 36 timers indlæggelse. Alternativt skal patienterne udskrives til ambulant opfølgning i andet speciale eller egen læge. Supervision foretages af tilstedeværende speciallæger fra akutafdelingen og specialafdelingerne.

En stor del af arbejdet er således journalskrivning, godkendelse af medicin. udarbejdelse af primære udredningsplan og igangsætte en passende behandling ud fra gældende retningslinjer superviseret af læge med tilladelse til selvstændigt virke.

Planlægning

Planlægning af de forskellige arbejdsfunktioner fremgår af arbejdsplanen. I de enkelte teams i akutafdelingen kan alle kompetencer tages og godkendes, idet der kommer stabile og ustabile patienter i alle teams:

  • Blå team – fortrinsvis luftvejspatienter sekundært kirurgiske, medicinske, gynækologiske og psykiatriske.
  • Grønt team – alle typer akutte patienter.
  • Rødt team – en overvægt af kardiologiske patienter sekundært andre akutte patienttyper.

Skadestuepatienter behandles primært møde i akutafdelingens skadestue

Arbejdsfordelingen planlægges i dagtiden af en ansvarshavende akutlæge (flowmaster) i det grønne team i samarbejde med de akutlæger, som har teamfunktion i de andre teams. Flowmasteren er en akutlæge, der kender afdelingen og de tilknyttede uddannelseslæger, og kan derfor tage hensyn til den individuelle kompetenceudvikling i fordeling af patienter.

Skadestuen

I skadestuen ses patienter henvist fra egen læge/vagtlæge, patienter der har ringet 112, og patienter, der henvender sig direkte til sygehuset. Her vil uddannelseslægen se et bredt udsnit af skader, fx sår, distortioner, frakturer, luksationer og lette til moderate traumer.

Akutsygeplejersken foretager en triagering af patienten ved ankomst. Efter triagering allokerer den koordinerende skadestuelæge patienten til en uddannelseslæge eller en behandlersygeplejerske. Den uddannelsessøgende læge har ansvar for at undersøge patienten, optage skadeanamnese og lave behandlingsplan for patienten samt skadekort diktering under supervision af ortopædkirurgiske speciallæger og læger fra Ortopædkirurgien.

I vores instrukshåndbog kan du læse videre om instrukser på afdelingen (pdf)

Organisering af uddannelse i afdelingen

Ledelse og uddannelsesteam

Afdelingen ledes af en cheflæge og chefsygeplejerske. Desuden er der nedsat en ledergruppe bestående af overlæger og funktionslederne i akutafdelingen.

På vores afdeling er vi et uddannelsesteam bestående af 1 UAO (uddannelsesansvarlig overlæge), 1/flere UKYL (uddannelseskoordinerende yngre læge) og en specialeansvarlig overlæge. Desuden arbejder vores lægelige uddannelsesteam tværfagligt sammen med vores UAO og udviklingsansvarlige sygeplejerske i Akutafdelingen fx ift. kompetencebutikken i afdelingen, ved indførelse af nye behandlingstiltag og introduktion til afdelingen.

Ansvarsområder

Det er UAO, der har de overordnede ansvar for uddannelse i afdelingen og kan svare på uddannelsesspørgsmål, og som altid står til rådighed ved behov for sparring, en samtale eller nogle praktiske eller lægelige råd ift. trivsel og uddannelse.

På vores afdeling fungerer alle speciallæger som kliniske vejleder. I-læger/ HU læger og AP-læger kompetencevurderer vores basislæger, vores speciallæger, HU-læger i akut og almen medicin kompetencevurderer vores I-læger. Vores speciallæger i akut medicin kompetencevurderer vores merit og HU læge(r) i akut medicin. Vores speciale ansvarlige overlæge er sammen med vores UAO ansvarlig for vores læger under uddannelse i akut medicin (intro og hoveduddannelse) samt akutlæger, der er ansat i merit til speciallæge i akut medicin.

Uddannelsesplanlægning

Generelt

Alle fastansatte læger i akutafdelingen fungerer som daglige kliniske vejledere og deltager i praktisk vejledning, supervision og kompetencevurdering, ligesom lægerne fra samarbejdende afdelinger udøver vejlednings og rådgivningsfunktion specielt ifm. overdragelse af patienter. Det er kun læger, der er et trin højere i uddannelsesniveau, der kan gennemføre kompetence-vurdering på fx indlæggelses- og stuegangs- og udskrivnings-patienter, mens visse akutsygeplejersker kan lave kompetence-vurdering på udvalgte funktioner som triage. Ved konferencer og tavlemøder i løbet af dagen gives feedback og supervision på udvalgte patientforløb, ved morgenkonferencen er der 3 dage om ugen en dagens case ved YL og torsdage morgener, er der speciallægeundervisning.

Det tilstræbes, at akutlægerne i de enkelte teams eller klinisk vejleder følger uddannelseslægen ind til de mest akut syge patienter under hele uddannelsesforløbet for at sikre en initial fælles forståelse af patientens tilstand og få erfaringer med stabilisering, diagnostik og akutbehandling af kritisk syge patienter.

Skabeloner til uddannelsesplaner

I akutafdelingen er vi særlig opmærksomme på, at de udformede uddannelsesplanerne for læger er et centralt styringsværktøj for kvalitet i uddannelse og optimering af læringsprocesser. Bl.a., fordi der er mulighed for at nedskrive, hvordan man vil indhente sine kompetencer og træne sine lægeroller i praksis samt for, at individualisere de enkelte lægeres uddannelsesplaner, så de løfter den enkelte læge lige præcis, hvor lægen er.

Derfor har vi i akutafdelingen udarbejdet nogle skabeloner til udarbejdelse af uddannelsesplaner, der skal tilpasses den enkelte læge under uddannelsesopholdet. Udformningen af uddannelses-planen mellem YL og vejleder sker ifm. introduktionssamtalen.

Når uddannelsesplanen er udformet, er det vigtigt, at UAO får den til gennemlæsning for at optimere den enkelte læges uddannelse i forhold til arbejdsplanlægning og kompetence-progression. 

Sammenhæng mellem uddannelses- og arbejdsfunktioner

Det daglige kliniske arbejde

I Akutafdelingen arbejder vi i teams og samarbejder med forskellige specialer:

I de akut medicinske teams modtages og initieres behandling af voksne stabile patienter med fx følgende symptomer: Dyspnø, brystsmerter, besvimelse, svækket bevidsthed, ekstremitets- eller facialispareser, væske og elektrolytforstyrrelser, feber samt kronisk multisyge ældre patient. Her er der mulighed for at udføre alle akut medicinske procedurer på indikation: Blodprøver, billeddiagnostik, PVK, lumbalpunktur, a-punktur, ultralyd og lungedrænage. Læger i Akutafdelingen samarbejder med de medicinske, kirurgiske, psykiatriske og gynækologiske specialelæger i hele døgnet.

I forbindelse med modtagelse og initiering af behandlingen af patienter indlagt med akutte psykiatriske tilstande er der mulighed for at søge sparring med akutlægen hele døgnet. I forbindelse med visitationen af akutte psykiatriske patienter foreligger der en visitationsmanual/vejledning.

Uddannelseslægen konfererer alle patienter med en speciallæge og ved overlevering af patientinformation foregår kommunikation ved hjælp af ISBAR. Kompetencevurdering foregår så vidt muligt som struktureret klinisk observation i det daglige arbejde, og der gives struktureret feedback og supervision. Uddannelseslægen har ansvar for at supervisere basislægen, så langt den pågældende synes kompetencerne rækker i modtagelse og behandling af grønne og gule triagerende patienter.

Denne arbejdsgang giver desuden mulighed for træning i prioritering af opgaver/ressourcer under vagtarbejdet og stigende klinisk ansvar, som på denne måde er et vigtigt element af uddannelsesforløbet.

Covid-klinikken passes af akutlægen, der visiterer patienterne enten til indlæggelse, hjemsending med behandling eller hjemsending til isolation indtil svar og egen omsorg. Uddannelseslægen vil kunne hjælpe og være med til at vurdere patienter i klinikken, men vil ikke få selvstændig klinisk funktion.

Nattevagt

Vagtfunktionen består primært af indlæggelsesfunktionen, hvor der opstartes initial undersøgelse og behandling, udarbejdes behandlingsplan i samarbejde med hovedsaglig akutlæge samt opfølgning. Vagten er inddelt i et forvagt, mellemvagt og bagvagtslag. I nattevagten kontaktes de forskellige vagtlag afhængig af patientens triangering og kompleksitet af den modtagende sygeplejerske ved patientens ankomst.

Akutte kald

Akut medicinsk kald

Ved Akut medicinsk kald tilkaldes relevante læger, sygeplejersker, laboranter og serviceassistenter ved modtagelse af ABC-ustabile patienter. Uddannelseslægen starter som akutmedicinsk forvagt og kan modtage opgaver uddelegeret af teamleder fx at lave journalnotat, senere skal kompetencen som teamleder erhverves. Uddannelseslægen skal medvirke i simulationstræning for at opnå denne kompetence. Daglig træning ved akut dårlig patient sker ved, at lægen ser denne patientkategori i det daglige arbejde sammen med supervisor.

Akut psykiatrisk kald

Ved akut psykiatrisk kald aktiveres alle relevante hjælpere, akutlæge og akut forvagt for at vurdere patientens akutte tilstand mhp. hurtig overflytning til psykiatrisk specialbehandling, hvis der ikke er konkurrerende somatisk sygdom eller indikation for dobbelt indlæggelse.

Undervisning, konferencer og kurser

Undervisning

Faglig supervision hver dag af alle akutte patienter

  • Hver dag

Skemalagte kompetencevurderinger

  • Hver dag

Onboarding samtaler med uddannelsesansvarlige overlæge

  • Under introduktionen

Buddy-ordning for KBU-læger

  • De første 3 måneder og på eget initiativ længere

Skemalagt administrativ funktion

  • Hver dag

Yngre læger og fælles lægemøder

  • Fredage

Vejledersamtaler

  • 3 obligatoriske samt efter behov

Systematiseret YL-undervisning efter ISTAP og case-metoden og speciallæge undervisning synkroniseret med vores simulationstræning indenfor de klassiske akut medicinske syndromer + diagnostisk ultralyd og akut psykiatri

  • YL: Mandage, onsdage og hver anden fredag
  • Speciallæge undervisning: Torsdage

Journal club

  • Første torsdag i måneden

Simulationstræning

  • Onsdage

Tværfaglig kompetencebutik

  • Tirsdage og tordage

Akut medicinsk kald træning

  • 2 gange om året

Refleksionsgrupper ift. udvikling af de 7 lægeroller herunder den prof. lægerolle

  • Tirsdage

Speciallægemøder med henblik på faglig opdatering, drift samt trivsel på afdelingen

  • Fredage samt en eftermiddag om måneden

Konferencer

Generelt

Der afholdes tre konferencer om dagen: De to første 8.00-8.30 og 17.30-18.00 er interne og den sidste kl. 19.30-20.00 er tværfaglig med deltagelse af de medicinske læger. Ansvarshavende akutlæge er ansvarlig for prioritering og fordeling af opgaver herunder, hvor det vil være muligt at tage hensyn til den enkelte uddannelseslæges kompetencer og målbeskrivelse. Ved disse konferencer er der mulighed for feedback og supervision på udvalgte patientforløb.

Morgenkonference

Hver morgen mødes alle læger kl. 8.00 på hverdage i akutafdelingens konferencerum. Morgenkonferencen ledes af akutlæge og forløber dagligt efter følgende skabelon:

Kl. 8.00

  • Undervisning/dagens case

Kl. 8.15

  • Evt. sygemeldinger og information fra ledelsen
  • Fordeling af funktioner/teams
  • Specielle aftaler for dagen: møder, samtaler, uddannelsestilbud
  • Udpegning af epikrise/prøvesvar ansvarlig yngre læge
  • Udpegning af kompetencevurderings-ansvarlig speciallæge til I/HU/AP læge
  • Udpegning af kompetencevurderings-ansvarlig I/HU/AP- læge til KBU læge

8.20

  • Overlevering af evt. kritisk information om enkelte patienter (på forhånd aftalt med afgående akutlæge)
  • Interessante cases/detaljer/oplevelser fra vagten

8.30

  • Ud i teams. Husk telefon og opdatering af CETREA.
  • Hvert team aftaler, hvornår de mødes ved tavlen og gennemgår patienter

Tavlekonference, hvor uddannelseslægen kan deltage og træne formidling og kommunikation

  • Morgentavlemøde mellem kl 8.30-9.00
  • Intern tavlekonference kl. 17.30 i akutmedicinsk regi
  • Fælleskonference med medicinerne kl 19.30
  • Deltagelse i ad- hoc konferencer i akutafdelingen mhp. flow-styring og undgåelse af crowding

Fælleslægemøder og YL-møder

  • Her kan uddannelseslægen også træne sin rolle som kommunikator og samarbejder samt medicinsk ekspert afhængig af, hvilke temaer, der bringes op.

Simulationstræning

To uddannelseslæger deltager i afdelingens simulationstræning, der foregår i team- træning med sygeplejesker hver onsdag. Her trænes kompetencer ang. både den stabile og ustabile patient: Kommunikation i closed loops, lederskab, klar kommunikation, ABCD-gennemgang, akutmedicinsk behandling samt etablering af adgang til medicinering.

Kardiologiske patienter

De kardiologiske patienter modtages i rødt team. Efter behov kan kardiologisk assistance tilkaldes med henblik på ekkokardiografi etc. Her kan arbejdes med kompetencer i at differentiere symptomer på hjerterytmeforstyrrelser og brystsmerter. De fleste patienter har påsat telemetri og kompetencer i aflæsning af telemetri kan opnås i teamet.

Visitation og triage

Kan trænes sammen med akutlæge i grønt team, der har flowmaster telefonen ved at deltage i visitationen og efterhånden få lov til at holde telefonen under supervision af akutlægen. Triage træning kan udføres ved at følges med en akutsygeplejerske.

Skadestue

Ved tilknytning til skadestue vil uddannelseslægen få kompetencer i modtagelse, vurdering og behandling af patienter med akutte skader, herunder børn. Der vil være oplæring i systematisk og fokuseret undersøgelse af patienter med skeletskade og stille indikation for røntgenundersøgelser samt stabilisere eller reponere mindre komplicerede almindelige frakturer. Uddannelseslægen vil indgå som medhjælper i teamet ved traumekald samt have mulighed for at deltage i traumeteamtræning, der foregår hver 2. måned.

Kurser

Uddannelseslægerne deltager i alle obligatoriske kurser. Ved ønske om deltagelse i ikke-obligatoriske kurser og kongresser skrives en motiveret ansøgning til den ledende overlæge. Det forventes at uddannelseslægen efterfølgende fremlægger den nye viden for afdelingens øvrige lægestab fx i forbindelse med undervisningssession, morgenkonference eller lignende.

Forskning

I akutafdelingen er der mulighed for at deltage i forskellige videnskabelige aktiviteter som fx kritisk litteraturlæsning (journal clubs) og faglig læsning forud for fx torsdagsundervisning. Ved interesse for forskning vil du blive støttet af UAO, ledende overlæge og hospitalets forskningsenhed samt professor i Akutmedicin ved Aarhus Universitet Hans Kirkegaard. Der tilbydes, at man kan lave mindre organisatoriske eller faglige projekter afhængig af overskud til det under vejledning fra overlægerne i afdelingen eller de nævnte forskningsaktører. Alle I-læger og HU-læger får tilbudt at besøge Center for Akutforskning på AUH i Skejby med henblik på at få en indføring i de akut medicinske forskningsmuligheder og aktuelle forskningsprojekter på akutområdet. Deltagelsen i journal club er obligatorisk en torsdag i måneden.

Akutafdelingen deltager løbende i forskningsprojekter initieret af andre specialer eller eget speciale fx et kommende projekt om pleuradræn anlæggelse og et om behandling af atrieflimren udgået fra kardiologisk afdeling og et nyligt overstået projekt vedr. sepsis og væsketerapi udgået fra Center for Akutforskning.

Kontakt

Uddannelsesansvarlig overlæge

Nasrin Imamirad

Mail: nasrimam@rm.dk

Adresse

Akutafdelingen 
Regionshospitalet Randers 
Skovlyvej 9 
8930 Randers NØ

Find afdelingen

Brug indgang B